Vi har igennem specialet undersøgt et bredt felt og kommet frem til flere forskellige pointer, men som den hermeneutiske cirkel foreskriver, har specialet samtidig medført nye refleksioner og spørgsmål. Perspektiveringen er derfor skabt ud fra tre vores mest centrale refleksioner og skal medvirke til at udbygge og understrege dele af specialets pointer. Derfor vil vi runde specialet af med at diskutere betydningen af specialets forskning, og have et kritisk blik på vores fremgangsmåde. Perspektiveringen er delt op i tre dele, hvert afsnit repræsenteret nedenfor under hvert respektive punkt:

  1. Specialekritik: Hvilken viden skabes fra boligforeningerne som best practice?
  2. Refleksion: Individets betydning for fællesskabet
  3. Lokal håndgribeliggørelse af usynlige systemer

SPECIALEKRITIK: HVILKEN VIDEN SKABES FRA BOLIGFORENINGERNE SOM BEST PRACTICE?

Vi har gennem specialet argumenteret for, at der eksisterer gode muligheder for at arbejde med bæredygtig omstilling i boligforeninger. HFK og ABS er eksempler på best practice, fordi boligområderne har gode økonomiske forudsætninger, ildsjæle med visioner samt en foreningsstruktur der gør, at borgere i højere grad kan opnå inklusion i planprocessen. Den viden boligforeningerne har opbygget er vigtig at formidle videre til lokalområdet, og netop fortælle den gode historie omkring at en bæredygtig omstilling er mulig. Derfor skal det være attraktivt at formidle viden om bæredygtig omstilling videre i lokalområdet. Denne model skal være attraktiv for bestyrelser og foreninger at formidle, og KK kan påvirke denne attraktion ved at appellere til klimamissionen, facilitere rådgivning eller bidrage økonomisk. På længere sigt kan denne model skabe selvkørende projekter som igen kan formidles videre.

Boligforeninger, som best pratice cases (jf. kapitel 3), er en vanskelig tilgang at skabe generaliserende viden ud fra. Det er generelt en udfordring at generalisere ud fra planlægning, fordi elementer som planlægningsrationaler, projektøkonomi, interesser, geografisk placering, skala, bygherre og mange flere elementer kan kombineres i et utal. Derfor kan vi heller ikke påstå at alle planlægningsprocesser i boligforeninger fx anvender kommunikativ udvikling eller behøver at skabe fællesskaber for at implementere bæredygtig udvikling. Det vi kan generalisere ud fra specialets cases er, at elementer som kommunikativ planlægning kan være et fornuftigt planlægningsideal af stræbe efter, hvis man som boligadministration ønsker størst mulig tilslutning til planprocessen. Specialets fremgangsmåde har derfor ikke en intention om at skabe generaliserende viden (jf. afsnit 3.1.2), men derimod at undersøge, hvilke boligforeninger der succesfuldt implementerer bæredygtig omstilling, og hvilke visioner der ligger bag. På trods af at vi ”kun” har undersøgt to boligområder, kan vi alligevel konkludere at der er en række samtilfælde for en god opskrift for bæredygtig omstilling. Opskriften indeholder en foreningsstruktur der anvender kommunikativ planlægning og har en social dimension med herunder fællesskab.

REFLEKSION: INDIVIDETS BETYDNING FOR FÆLLESSKABET

Fællesskabet omkring bæredygtig udvikling kan være en løftestang til at engagere beboere. Et element som forståelse er især vigtig, for at forsøge at opbygge konsensus omkring beslutningerne. Mange lokalt forankrede fællesskaber er på tilbagegang fordi mennesket (jf. Bauman) ikke tillægger lokale fællesskab den samme betydning. Derfor kan fællesskaber bygget op omkring bæredygtige handlemuligheder være meningsgivende. Samtidig kan man argumentere for at fællesskaber ofte oplever medvind, når der eksisterer et fjendebillede eller en ydre trussel. Det er vores overbevisning at mange mennesker i Danmark opfatter de stigende klimaændringer som en trussel, og derfor vil mange gerne handle miljørigtigt. Folk har forskellige måder at indfri klimarigtig adfærd i hverdagen og imødekomme truslen. Nogle vælger at ændre radikal livsstil, og afsøger nye måder at leve på (med mindre forbrug, nye arbejdsformer etc.), andre mener, at det er samfundets (systemverdens) opgave at besvare miljøspørgsmålet, mens andre vil opsøge fællesskaber (45) og via fællesskaber danne råderum for forandring, der rækker ud over, hvad individet kan klare alene. Sidstnævnte er hvad HFK og ABS har forsøgt på forskellig vis. At man bor i en boligforening der implementerer bæredygtig udvikling medgiver nødvendigvis ikke, at individet er omstillingsparat på et adfærdsniveau, som kan medføre at hverdagen bliver markant anderledes. Hvis adfærd skal implementeres (og det gælder på alle skala), er det nødvendigt at klima er på folks dagsorden (46). Det betyder, at overordnede klimaspørgsmål på nuværende tidspunkt primært appellerer til mennesker der enten har en klimaideologisk tilgang og/eller er handlingsparate, som oftest eksisterer i ressourcestærke lag i samfundet. Empirisk kan vi også spore andre motivationer som fx klimastolthed, klimabranding og selvrealisering (47) (B17: 373-376).

ABS og HFK kan opfattes, som en reaktion på det repræsentative demokratis manglende handlekraft i forhold til de voksende klimatrusler. På politisk plan går det ikke hurtigt nok, da løsningerne er præget af den samme økonomiske tankegang, og ”business as usual”. Der er ikke nok vilje og mod til at tænke alternative og langsigtede løsninger i det politiske system. Man kan spørge sig selv om det repræsentative demokrati har indsigten og ressourcerne til at løse klimaudfordringerne? Ildsjælene i boligforeningerne, er derfor også en fortælling om livsverdenen, der øver modstand mod systemverdenen, fordi systemverden ikke faciliterer de handlemuligheder og visioner, som ildsjæle og borgere efterspørger. Derfor er det muligvis ikke demokratiet der er noget i vejen med, men muligvis eksistensen af demokratisk underskud, som kan have alvorlige konsekvenser for bæredygtig udvikling. Dette kan skabe mistillid til systemet, hvilket samtidig vil vanskeliggøre samarbejdet mellem de to verdenerne(system og livsverden). Derfor kan borgere have sværere ved at forstå hvorfor systemet dikterer klima – særligt hvis klima ikke er ens dagsorden. Sidstnævnte pointe vil blive uddybet i følgende afsnit.

LOKAL HÅNDGRIBELIGGØRELSE AF USYNLIGE SYSTEMER

Tidligt i specialeprocessen var vi meget fokuseret på koblingen mellem lokale initiativer og KK i en bæredygtig kontekst. Vi besøgte derfor områdefornyelsen Sundholmskvarteret på Amager for at undersøge denne kobling, fordi områdefornyelserne i København generelt har, ud over et stærkt lokalt engagement, tradition for kommunikativ planlægning, og samtidig er der et overordnet fokus forskellige bæredygtige tiltag (Byen 2025).

I det socialt udfordrede Sundholmskvarter havde projektlederne gennem borgerdialoger, opbygget en intuition om, at klima ikke var på den generelle beboerdagsorden i kvarteret (48). Derfor prioriterede Områdefornyelsen borgerinddragelse, sociale arrangementer og facilitering af fællesskaber gennem fx fælles affaldsindsamling (B15: 173-187). Hertil kan man argumentere for, at borgerne fik mulighed for at reflektere over affaldsproblematikken i kvarteret, hvortil størstedelen af affald ender i usynlige systemer. Dette er et eksempel på, hvordan der blev skabt en variant af fællesskab (49) faciliteret via KK. Samtidig kan man håbe på (igen et svært målbart resultat), at affaldsindsamlingen har medført øget refleksion over at smide affald på gaden. Herved bliver der højst sandsynligt opbygget en moral omkring nærmiljøet, som kan være med til at håndgribeliggøre dele af de usynlige processer gennem synlige processer. Opbygningen af Sundholmskvarterets ansvarsfølelse over for affald i lokalmiljøet har som aktivitet antydninger af ”urbane commons”, fordi ejerskabet over aktiviteten i lokalmiljøet bidrager til social samhørighed. Beboerne fik derved et andet socialt element at samles om, ud over at dele bydel.

Gennem interviewet i Sundholmskvarteret fik vi viden omkring, at fællesskaber og bæredygtig omstilling må ikke være i uoverensstemmelse med folks dagsorden, og derfor må initiativtagerne til fællesskaberne facilitere en deltagelse på et niveau af engagement individet selv definerer. Hertil må skabes initiativer, som får folk til at se dem selv og deres hverdagspraksis, som en del af løsningen på fx klimaudfordringer. Herved kan fællesskaber også tænkes kreativt, hvis fællesskaber skal anvendes i en planlægningskontekst eksempelvis kan fællesskabet, gennem aktiviteter sætte fokus på bæredygtighed, som et sekundært element. Samtidig har skaberne af fællesskabet om det skabes af KK eller en boligforening, et ansvar over for medejerskab over for deltagerne i fællesskabet, hvilket betyder at fællesskabet ikke må ligge under for magtspil, men bære præg af de nogle af de samme grundprincipper som i kommunikativ planlægning.

Dette ansvar kan faciliteres gennem ejerskab til klimaambitionerne, for at bidrage til forståelsen af, hvorfor og hvordan borgerne selv kan bidrage til fx større urbane klimaambitioner. I Sundholmskvarteret er det lykkes at ”planlægge” en fællesskabsvariant, som ifølge projektchef Øystein Leonardsen er blevet en lokal succes uden at fællesskabet synes instrumentaliseret (B15:180-187). Der findes altså potentialer i fællesskabet i forhold til bæredygtig udvikling, og de kan både komme nedefra, som med boligforeningerne eller faciliteres af KK. Vi ser en tendens til at fællesskaber bliver skabt nedefra. Mange folk vil gerne selv skabe handlerum, og de handlingsparate og ressourcestærke (50) opsøger fællesskaber som platform (jf. kap 1). Andre fællesskaber fx i større skala har måske brug for et skub som også kan faciliteres af KK, som vi ser i Områdefornyelsen Sundholm. Efterfølgende kan fælleskabet muligvis udvikle sig og blive selvkørende. I forhold til commons kan man se det, som en reaktion i forhold til enclosures (og/eller privatiseret jord), hvor folk ikke er bevidste om at de har et handlerum i det offentlige rum (51) fx at man kan samles på tværs af segmenter. Derfor kan fællesskaber også skabe bevidsthed om fælles handlerum.


46. Denne dagsorden kan tilnærmelsesvis kan sammenlignes med de øverste lag i Abraham Maslows behovspyramide, hvor der også eksisterer selvrealiserende elementer, som også kan forbindes til fx at en person, gerne vil kommunikere at vedkommende er klimabevidst.

47. Motivationen kan naturligvis også være en kombination af flere nævnte elementer.

48. Områdefornyelsen forsøgte at implementere nogle bæredygtige indsatser ved at ændre nogle usynlige systemer, men ikke viste sig realiserbare (B15: 62 – 69).

49. Vi har ikke empirisk belæg for at kunne placere denne type fællesskab ind i en Bauman – kontekst.

50. Eller folk der bor i et boligområde med ildsjæle.

51. I denne kontekst; et fysisk handlerum.