Vi har valgt at dele analysen op efter de tre forskellige temaer, som er blevet præsenteret i teoriafsnittet. Hvert analysetema har sit eget forskningsspørgsmål (beskrevet i kap. 1), som søges besvaret gennem de respektive analysetemaer, og samlet set medvirker til at svare på problemformuleringen.
Specialets kritiske hermeneutiske metodetilgang til analysen foreskriver, at vi som forskere, fortolker genstandsfeltet og bevarer et kritisk perspektiv til empirien, som derved kan give os en dybere forståelse af informanternes motiver, opfattelser og syn på bæredygtig omstilling. Den kritisk hermeneutiske metode betyder endvidere at dette kapitel er struktureret, som en kombination af analyse og diskussion. Den konstellation giver mulighed for at imødekomme specialets generelle underen (formuleret gennem problemformulering og forskningsspørgsmål) og herved stille spørgsmålstegn ved empirien og rationalisere os frem til en meningsdannelse og konstruerer en forståelsesramme, der søges besvaret i specialets konklusion.
Det første analysetema omhandler forskellige opfattelser af bæredygtig udvikling, hvor vi udfolder informanternes motiver og tilgange til den bæredygtige udvikling. Herefter bygger vi videre på denne forståelse af de forskellige motiver og diskuterer, hvilke planlægningstilgange vi kan identificere hos KK og boligforeningerne. De to analyseafsnit opbygges efter samme skelet, hvor vi først udfolder KKs informanter, og derefter går vi i dybden med de to boligforeninger. I det sidste analyseafsnit bliver først boligforeningerne præsenteret og derefter KK, hvor vi vil diskutere, hvilke potentialer bæredygtig udvikling kan medføre på lokalt plan med fokus på fællesskab.
DEN BÆREDYGTIGE FORTÆLLING (SIRI)
Dette afsnit vil have fokus på svag og stærk bæredygtighed, hvor vi vil starte med at udfolde KBH25 og LA21 for at få en rammeforståelse for, hvordan KK arbejder strategisk med bæredygtig udvikling. Dette giver et indblik i, hvordan de overordnede planer påvirker informanternes indsatser og mulighedsrum. Ligeledes vil vi udfolde hvilke perspektiver KKs planlæggere og boligforeningerne skriver sig ind i, for at få en forståelse af hvilke konsekvenser de bagvedliggende perspektiver har for en bæredygtige udvikling i København. Og samtidig hvordan informanterne føler sig begrænsede eller motiveret af de ydre strukturer. Vi vil derigennem svare på vores analysespørgsmål, som lyder:
Hvilke retninger under bæredygtig udvikling eksisterer i Københavns Kommune og boligforeningerne?
KBH25- GRØN VÆKST GENNEM TEKNOLOGISK OPTIMERING
KK har forskellige motiver og tilgange til at løse udfordringerne i den bæredygtige udvikling, og gennemgående er der en spænding mellem det involverende og det styrende, som vi vil uddybe senere i kapitlet. KBH25 er KKs store grønne satsning, som gennem forskellige løsninger har til formål at skabe grøn vækst, CO2-neutralitet og livskvalitet i byen. KBH25s tilgang til løsning af klimaudfordringerne kan ud fra de to retninger primært læses, som svag bæredygtighed, idet der implicit ligger en tankegang om, at teknologi kan substituere ressourceforbruget, og at det er de økonomiske markedskræfter som skal løse klimaudfordringerne. Det udtrykker en tilgang, der har lettere ved at acceptere, at naturressourcer reduceres, så længe at andre former for kapital forøges. Hertil kan der nævne KK s opfattelse af CO2- ”neutralitet” (KK1) deres egen CO2-beregning, der fx godtgør, at man fortsat kan udlede CO2 i København, så længe man blot sætter ekstra mange vindmøller op ude i Øresund, så vi i sidste ende ”eksporterer” vedvarende energi. Vi opfatter KBH25, som en reformistisk tilgang, der minder om økologisk modernisering, hvor løsningerne primært skal ske gennem grøn teknologi med fokus på reformering af energisystemerne. KBH25 har mindre fokus på inddrage borgerne i den bæredygtige udvikling, men tanken er i stedet at indrette funktionerne i hverdagen til at være grønne, så borgerne ikke behøver at ændre adfærd. Dette forklarer Andersen, som til dagligt arbejder med KBH25 i følgende citat:
”Ja, og det er jo grundtanken i miljøplanen (red. KBH25), at de ting skal fungere. Når man tænder for lyset, så er det baseret på vind. Og vi bruger kraft/varme, som kører på noget bæredygtigt brændsel. Fordi så er man ude ovre det dér. Så er vi ude over, at folk selv skal tage de der valg. Og at de valgmuligheder, vi har, for at transportere os i fremtiden, de skal være bæredygtige. Så det er de strukturelle ting, der skal på plads” (B18: 272-275).
KBH25 satser i langt højere grad på en teknologisk omstilling, der har store målbare og håndgribelige resultater, som kan læses i CO2-regnskabet. Derfor har strategiske tiltag, som oftest en højere prioritet i forhold til initiativer, der fx har fokus på gøre borgerne mere engagerede i at handle klimavenligt. Fx har KK skiftet al gadebelysning til LED, hvilket direkte kan ses på el-/co2-regskabet (KK1: 8). I forhold til en indsats, der fx skal få borgerne til at dele deres erfaringer med at bidrage i den grønne omstilling.
Som beskrevet i afsnit 4.1.3 er vækst forudsætningen for svag bæredygtighed, og miljøtiltagene skal tilpasses efter, om der er en økonomisk gevinst. Man kan derfor argumentere for, at ambitionerne i KBH25 omkring øget vækst overskygger den sociale og miljømæssige dimension. I KBH25 bliver grøn vækst nævnt adskillige gange, og under interviewet fortæller Andersen, hvordan grøn vækst er en stor drivkraft for de bæredygtige visioner i KK. Det dominerende middel for at skabe grøn vækst er målet mod at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad. Derved kan KK konkurrere på internationalt plan mod andre storbyer og få virksomheder til at se potentialet i København og dermed også tiltrække arbejdspladser og skattekroner. Set fra retningen stærk bæredygtighed stiller KBH25 sig ikke kritisk over for selve kernen i problemet med klimaudfordringerne, som ligger i den evindelige vækstoptimisme. KBH25 er et stort skridt i den rigtige retning ved at gøre teknologien i KK mere grøn, men set fra den stærke retning, så er denne tilgang ikke effektiv nok, fordi den grønne optimering, som oftest bliver brugt på mere produktion og forbrug. Teknologien køber mere tid, men løser ikke de grundlæggende problemer. Der er set fra retningen stærk bæredygtighed behov for en mere radikal tilgang, som blandt andet stiller sig kritisk over for det moderne menneskes forbrugsmønstre, hvilket kræver et opgør med det traditionelle vækstparadigme både oppe og nedefra, hvilket er svært at læse i visionerne for KBH25. Et godt eksempel på hvordan den stærke kan praktiseres oppefra er i stedet Bhutans indførelsen af brutto-national-lykke (jf. kap. 4), hvor politikerne forsøger at tænke velfærd i et mere holistisk perspektiv. Tanken er, at hvis man ændrer målet vil det også have betydning for handlinger og praksisser, og i sidste ende lede til et andet resultat.
LA21- ASFALT FØR ADFÆRD
Grundstenen i LA21, er at en bæredygtig udvikling skal foregå gennem lokalt forankrede løsninger og handling, og den repræsenterer derfor et andet syn end KBH25, idet Agenda 21 har fokus på borgernes adfærd og vaner, og mindre fokus på vækst og udvikling, hvilket lægger sig op ad retningen stærk bæredygtighed. Tilgangen til initiativerne i LA21 kan ses, som værende inspireret af tanker fra Sachs og Shiva, som mener, at bæredygtig udvikling er et demokratisk anliggende, og der skal skabes refleksion og omstilling på alle niveauer i samfundet. I LA21 bliver borgernes vaner betragtet, som en del af løsningen på klimaudfordringerne, og her fortæller Berit om formålet, som er at skabe bedre rammer for, at borgerne kan træffe grønne valg i hverdagen:
”Det er mere ud i den dér, hvis vi kigger på, om vi kan ændre nogle ting i vores omgivelser.. for jeg tror faktisk at folk gerne vil. Folk vil gerne agere miljøvenligt og klimavenligt, men de ved måske bare ikke hvordan. Hvordan kan vi gøre det mere oplagt i deres hverdag med madpakker og bleer og alt muligt andet, står i højere fokus, så det bliver nemmere for dem at træffe de valg, de i virkeligheden gerne vil. Så de vidste, det var den vej de skulle” (B19: 230-232).
Overordnet for de forskellige initiativer i planen kan vi læse en forståelse af stærk bæredygtighed, idet flere af initiativerne har fokus på, at borgerne skal reflektere og gentænke de daglige adfærdsmønstre og tænke alternative løsninger. Et eksempel på dette er ”Det kreative ressourceværksted”, hvor formålet er, at borgerne skal blive bedre til at sortere og samtidig begynde at se affald som en ressource. Ved dette projekt forsøger man altså at vende folks mindst, og implicit ligger der i LA21 en erkendelse af, at det individuelle ressourceforbrug (energi, forbrug, transport etc.) tærer på naturressourcerne, og at borgernes vaner har en stor betydning i forhold til løsningen af miljøproblemer. Trods de mange gode intentioner har LA21 ikke fået økonomisk støtte. Projekterne skal derfor finansieres gennem andre kommunale puljer, og det er meget få af initiativerne, som overhovedet er igangsat. Berit, som til dagligt arbejder med LA21, fortæller her om, hvor svært det er at få midler til adfærdsændrende initiativer:
”Hvis I kigger på budgetforhandlingerne, så er det ofte asfalt, man går efter, og det er også det ledelsen går efter, kan man sige. Det er ikke adfærd, selvom der er stort potentiale i det” (B19: 33-35).
KK er fra statsligt niveau pålagt at udarbejde planer, der følger den internationale Agenda 21- aftale om, at løsninger skal findes på lokalt plan i dialog med borgerne. Sagt på en anden måde er LA21 er lovbundet, modsat KBH25. Derfor kan man undre sig over, at KK ikke har prioriteret at afsætte økonomiske midler til at gennemføre de forskellige projekter i LA21. De borgernære adfærdsændrende tiltag prioriteres mest udadtil i LA21, og mindre grad i praksis (B19: 26-40). Der er altså en spænding mellem, at KK giver udtryk for, at de gerne vil have borgene til at bidrage, men samtidig ikke prioriterer disse løsninger. Det kan hænge sammen med, at ens hverdagspraksisser, som ellers er private, bliver et offentligt miljøspørgsmål. Borgernes handlinger og forbrug i hverdagen påvirker det globale miljø, men hvordan kan man som kommune gå ind og kritisere dette, og er det overhovedet dens rolle at påpege så grundlæggende samfundsproblematikker?
BOLIGFORENINGERNE – IDEOLOGI & NYE GRØNNE HANDLERUM
I begge boligforeninger har der været forskellige motiver og handlerum for at arbejde med en bæredygtig udvikling. Overordnet er økonomiske rationaler, håndgribelighed, uafhængighed af systemerne og miljøbevidsthed de gennemgående motiver. For flere beboere har den globale bevidsthed om klimakrisen været en motiverende faktor, hvilket især kan siges om ildsjælene i begge boligforeninger.
I ABS var det de ideologiske tanker omkring miljøet, der startede projektet, men samtidig har det været vigtigt at gøre projektet mere håndgribeligt. ABS har fx fokuseret på at have synlige tiltag, fx ved at beboerne har mulighed for at se solcellerne fra den nye tagterrasse. Derudover har økonomien været et springende punkt for at få gennemført de større teknologiske projekter i forhold til at få opbakning til en økonomisk investering fra alle beboere. Schultz fortæller her, hvordan det ideologiske og håndgribelige aspekt har motiveret bestyrelsen til at fortsætte:
”Jeg tror det var det at gøre noget, trods alt noget, at være en medspiller om så det var en dråbe i havet, så tror jeg at det var ideologien i det. Der startede det. Det var ideologien der også investerede i det. Men det håndgribelige.. det har også været vores ide. Der skal være håndgribelige beviser på at det her, det sker. Du kan ikke kun hænge det op på noget overjordisk eller “efter-mit-livsk”. Altså Nordpolen smelter, men der går nok 50 år eller mere. Du skal have noget der er tæt på for rigtigt at forholde sig til det” (B17:91-95).
Som citatet viser, er håndgribelighed, forståelse og nærhed vigtige elementer, for at beboerne kan forholde sig til den bæredygtige udvikling.
ABS motiver til den grønne omstilling kan ses, som værende inspireret af tanker inden for begge retninger-både stærk og svag bæredygtighed. Den stærke retning viser sig ved, at bestyrelsen har været meget idelogisk og ambitiøs gennem hele processen og forsøger at tænke alternative måder at leve på i hverdagen. Bl.a. er der blevet skabt grønne handlerum, som giver beboerne større mulighed for at handle mere bæredygtigt i hverdagen. Såsom kompost, byttemarked, tørresnor etc. ABS har derfor ikke kun haft fokus på teknologiske ændringer, men også været optaget af, hvordan man gør adfærdsmønstrene mere bæredygtige i foreningen. Fx har foreningen haft klimaambassadørerne på besøg, som vejledte de forskellige beboer i at spare på energien, hvor ABS arrangerede en præmie til dem, der havde forbrugt mindst i perioden. Derudover planlægger de forskellige bæredygtige fællesaktiviteter, og har for nyligt haft en planteworkshop, og det næste store projekt er, at de gerne vil have en el-delebilsordning. Ligesom i den stærke bæredygtighed ser vi, at der er i ABS er en lyst til at ændre på de grundlæggende leveformer igennem implementeringen af de forskellige tiltag, og samtidig er det en forståelse af bæredygtige udvikling, som værende langsigtet og holistisk. I samme tråd mener Shiva, at bæredygtig udvikling skal udvikles nedefra med fokus på demokratiske principper såsom inklusion og social ansvarlighed, hvilke har været vigtige forudsætninger for den bæredygtige udvikling i ABS. De har været meget opmærksomme på, at alle beboer bliver inddraget i processen og får ejerskab over de nye tiltag (B17: 26-32). Nærheden til naturen er ifølge Shiva et vigtigt element for at kunne skabe et bæredygtigt samfund, og hun mener, at det vestlige samfund har opbygget barrierer i forhold til naturen, hvilket har fjernet den etiske ansvarlighed, som naturligt opstår ved at leve tæt med naturen. ABS har flere initiativer, som kan ses som et ønske om at komme nærmere naturen, fx foreningens gavlmaleri. Den tidligere formand Krauss siger her, at hensigten er at minde folk om, at selvom vi ikke har med naturen at gøre i hverdagen, så skal den natur alligevel være en del af vores etik og tanke, som borger i sådan et samfund (B20: 137-138). Derudover har de opført et drivhus på terrassen, skabt grønne udearealer, har et ønske om grønt tag, og de har for nylig afholdt en planteworkshop (B17: 325-328).
BOLIGFORENINGERNE – HÅNDGRIBELIGHED & TEKNOLOGISKE GRØNNE LØSNINGER
På den anden side kan man også se tilgangen til omstillingen, som et udtryk for svag bæredygtighed, idet den bæredygtige udvikling i ABS mere tager karakter af reformering end revolution, hvilket er den store forskel på den svage og stærke bæredygtighed. Selvom de har implementeret adfærdsændrende initiativer har de ikke været prioriteret i samme grad, som de teknologiske. Overordnet er tiltagene baseret på teknologiske løsninger, som ikke kræver, at den enkelte skal ændre adfærd i hverdagen såsom implementering af solceller, højskylstoiletter, energirenovering, etc. I stedet er tanken, at teknologien kan skabe den nødvendige bæredygtige forandring, hvilket afspejler den samme tankegang, som Andersens arbejde med KBH25, som mener, at en grøn teknologisk optimering skal give borgene en mere bæredygtig hverdag, dog uden at borgerne selv behøver at gøre en indsats. Dog fortæller Schultz her om implementeringen af de nye vandbesparende vandhaner, og hvordan flere beboere er blevet mere bevidste omkring vandforbruget, selvom de ikke selv har skulle gøre en aktiv indsats:
”Det er der mange der fremhæver: “jeg kan jo se at dér sparer jeg. For normalt ville jeg lade vandet løbe, mens jeg skrællede gulerødder her, men når jeg gør det, gik den lige ned på halv”. Så det at være aktiv på vandhanen er også noget mange lægger mærke til. Det bliver synligt – der er faktisk noget her. Det er faktisk ikke så svært” (B17:147-149).
Det viser, hvordan implementeringen af teknologiske systemer i nogle tilfælde kan bruges til at gøre beboerne opmærksomme på deres eget ressourceforbrug. Man kan dog sætte spørgsmålstegn ved om det er noget, som vil have betydning på længere sigt, fordi det ikke kræver en involvering og ændring af beboernes hverdagsrutiner. Bestyrelsesmedlemmerne i ABS står med den samme problematik, som kommunen i forhold til hvor langt planlæggeren kan få borgerne til ændre på grundlæggende strukturer i hverdagen. Man kan derfor diskutere, om det er muligt at lave en stærk bæredygtig udvikling, som kræver en grundlæggende ændring af hverdagspraksisser, når boligforeningerne skal pleje så mange forskellige interesser? Schultz påpeger, at det altid vil være et kompromis mellem beboerne at få gennemført de forskellige projekter (B16: 67-77). Et godt eksempel er det nye vaskehus, hvor bestyrelsen modvilligt valgte at stille tørretumblere til rådighed:
”Sindssygt energikrævende. Men de er dér. Til gengæld har vi sat prisen derefter, så hvis du bruger dem, så betaler du derefter. Så roadpricing, kan vi næsten kalde det, ik? Så vi tvinger ikke i den udstrækning det overhovedet kan gøres” (B17: 177-179).
Denne tilgang kan sammenlignes med polluters pay principle (jf. kapitel 4), som er blevet anvendt under økologisk modernisering i forhold til at få involveret borgerne i den politiske klimapolitik, hvor politikerne sætter afgifter på de forurenende aktiviteter. Derved kan den enkelte købe aflad for de forurenende aktiviteter, og ressourcer bliver gjort op i kapital, hvilket er omdrejningspunktet for svag bæredygtighed. Opsamlende findes der forskellige motiver og løsninger i forhold til den bæredygtige udvikling, idet ABS bliver nødt til at tilgodese mange interesser i den demokratiske og bæredygtige proces. De to boligforeninger adskiller sig på mange punkter bl.a. i forhold til hvor langt de er nået i processen, og hvilke faktorer de fokuserer på i udviklingen af den bæredygtige planlægning.
HFK er kun i opstartsprocessen ift. handlingsplanen og har pt. opsat solceller på ét tag og investeret i vindenergi. Derudover adskiller HFK sig fra ABS ved, at der i forvejen eksisterede en interesse for klimaet hos flere af beboerne, som havde investeret i grøn strøm inden implementeringen (B16: 10-14). Samtidig passer ”klimaidentiteten” godt til deres selvbyggerimage, og projektet kan have haft succes, allerede inden de begyndte, hvilket Boesen påpeger:
”Det er blevet nemmere for os, og bevidstheden er måske kommet herude, fordi vi er tæt på naturen, og vi snakker meget om det alligevel” (B16: 534-535).
Nærheden til naturen og klimaidentiteten er ligeledes med til skabe en fælles referenceramme for den bæredygtige udvikling. Ligesom med ABS er motiverne til den bæredygtige udvikling ikke en ensidig fortælling. Dog er tilgangen overordnet præget af svag bæredygtighed, fordi Energiudvalget primært arbejder med en ændring af de overordnede strukturer for at kunne blive uafhængige og få større økonomisk råderum, og ikke har fokus på at skabe debat og refleksion:
”Jo flere muligheder har vi til at gøre alt muligt sjovt med vores penge og fremtiden. Det kan folk forstå. Det er mere dér den ligger. Vi er ikke gået ind i sådan nogle lange diskussioner omkring klimapolitik og sådan. Det ville folk.. det ville folk ikke gide at høre” (B16: 521-523).
Hvalkof påpeger, at de ikke haft dybdegående diskussioner omkring klimapolitik, men i stedet forsøgt at motivere folk gennem håndgribelige rationaler, såsom økonomi, branding, uafhængighed og CO2-neutralitet. Derudover har de positive værdier været i fokus for begge boligforeninger, såsom øget livskvalitet, frem for billeder af døende isbjørne eller oversvømmede byer. Dette er også gennemgående for alle informanterne fra KK, at det er vigtigt at have fokus på de positive aspekter for at engagere borgerne. For HFK har motivationen også været ideologisk, men i høj grad styret af, at de igennem bæredygtig planlægning får mulighed for at være uafhængige og kan afkoble sig fra det store system ved at være selvforsynende på energi:
”Det kan sælges udadtil. Kommunen er interesserede. Folk synes det spændende. Folk synes det positivt. På den måde får vi også legitimeret det med at have et boligfællesskab, som det herude” (B16: 356-356).
Det handler altså i høj grad om brande boligforeningen udadtil, hvilket vi vil kigge nærmere på i næste afsnit.
BRANDING OG CO2 KVOTER
For begge foreninger har det været vigtigt, at de gennem projekterne kunne brande foreningerne udadtil. Hos HFK handler det om, at blive synliggjort i forhold til kommunen og inspirere andre foreninger. Hos ABS anvender de den bæredygtig udvikling til at brande foreningen udadtil, men det bliver i høj grad også brugt individuelt af de forskellige bestyrelsesmedlemmer. Schultz fortæller under interviewet, at det er en stor del af hans identitet udadtil at fortælle om ABS grønne profil:
”Der er en stolthed over det. Det er ikke bare et sted jeg bor. Der er mange der har den her identitet og den her tanke omkring stedet” (B17: 375-376).
Den tidligere formand, Krauss, har bl.a. fået nyt arbejde i Canada pga. sin indsats. Motiverne for de to foreninger kan derfor også forklares, som en måde at brande sig selv, som enten kan bruges på personligt plan eller som HFK, der gennem de bæredygtige tiltag forsøger at få KKs opmærksomhed. Denne udvikling kan sammenlignes med naturlig kapitalisme, hvor virksomheder bruger bæredygtig udvikling, som en brandingstrategi for at blive mere attraktive. Bæredygtig udvikling kan altså bruges i forskellige skalaer til at optimere sin situation og skabe opmærksomhed.
Her er CO2 en vigtig faktor i forhold til fortællingen om den grønne omstilling udadtil og indadtil, fordi det har været med til at legitimere de forskellige projekter i forhold til beboerne. Samtidig har det været lettere for ABS at søge penge, fordi der er så meget politisk fokus på CO2. En stor del af motivationen for begge foreninger er at være med til at nedsætte C02-niveauet, og det har været en afgørende faktor for, at de to foreninger igangsatte de bæredygtige tiltag. CO2-diskursen er med til at simplificere og håndgribeliggøre den grønne indsats. Ud fra et relationelt rumperspektiv får de lokalt forankrede projekter en betydning i en global kontekst, hvilket Hvalkof fra HFK forklarer:
”Vi vil gerne sørge for den globale opvarmning altså vi vil gerne være med til den dér CO2 begrænsning og det er vores bidrag til det” (B16: 519-520).
Derved skriver de sig ind i den samme fortælling, som KK, og er med til at reproducere CO2- diskursen. CO2-diskursen har også en bagside, fordi det betyder, at den politiske klimadebat bliver meget ensporet, fordi CO2 kommer til at fylde hele dagsordenen og tager fokus fra nogle af de andre bæredygtige initiativer, som ikke er direkte linket til CO2 indsatsen. CO2 er samtidig uhåndgribeligt alle ved, at det skal ned, men betydningen kan være svært at forholde sig til.
BÆREDYGTIG UDVIKLING PÅ DAGSORDENEN GENNEM GRØN VÆKST
Boesen fra HFK nævner, at der er sket en ændring i forhold til ti år siden, idet han mærker, at det er blevet lettere at få klima på dagsordenen:
”Jeg mener også, at man kan sige med stor alvor og vægt at det er jo også fordi jeg tænker at samfundet har ændret sig, hvis vi var kommet med det her for ti år siden. For jeg har jo snakket.. jeg har været med i de dér klimabevægelser i mange, mange år, hvis vi var kommet med det på samme måde for bare ti år siden, så tror jeg ikke vi havde fået det ligeså nemt. Det er jo også noget af det der sker. Det jeg synes der også er helt fantastisk det er at de lige pludselig så laver de noget i TV1 og Tv2 om hvordan man kan spare på energien og pludselig, så ryger reklamerne ind med det ene og det andet” (B16: 525-230).
Boesen forklarer i citatet, at han oplever, at bæredygtig udvikling har fået mere opmærksomhed. Dette skyldes i høj grad det internationale politiske fokus, og at der er kommet økonomisk incitament i at investere i bæredygtige tiltag, som betyder at den grønne omstilling kan bruges, som en branding strategi (Jf. afsnit 4.1) Der er sket et skift i opfattelsen af klimaet, som førhen blev forbundet med noget fodformet og langhåret, hvorimod det i dag har bredt sig længere ud i samfundet. Dette ligger godt i tråd med Aagaard et al., som mener, at der er ved at udvikle sig en mere holistisk forståelse af bæredygtig udvikling (jf. afsnit 4.1). Hvis man kigger på miljødiskursen gennem de sidste ti år, ser man, at der er sket en stor ændring. Før i tiden var det ikke på samme måde muligt at brande virksomheder med en grøn profil, men i dag har klimaet fået en bred gennemslagskraft og ikke mindst et økonomisk incitament, som forklaret i teoriafsnittet omkring den svage bæredygtighed. Ifølge Aagaard et al. har den svage bæredygtighed præget den internationale politiske diskurs de seneste år, hvor de økonomiske potentialer vedrørende bæredygtig udvikling er i fokus. På mange måder er dette en positiv udvikling, da det ifølge Aagaard et al. kan samle mange forskellige aktører til at arbejde sammen om en bæredygtig udvikling bl.a. pga. den brede forståelse af bæredygtig udvikling (jf. kap. 4) Men Shiva stiller sig kritisk over for denne udvikling, da den kvantificerer naturressourcerne og sætter menneskene før de økologiske systemer, hvilket hun mener til sidst vil føre til et sammenbrud. Det svage udgangspunkt for en bæredygtig udvikling er i Shivas optik forskruet og misforstået, da naturressourcer ikke kan tilføjes økonomisk værdi, men samfundet skal i stedet tilbage til at se naturen som en ressource i sig selv. Hvis der skal udvikles en stærk bæredygtighed, som Shiva og Sachs er fortalere for, kræver det et opgør med de grundlæggende livsværdier og ikke mindst mod til at gå imod strømmen. Den svage retning er derfor ikke nok til at løse klimakrisen, fordi det kræver dybe transformationer, hvor vi skal helt ud af vækst samfundet.
Men som vi kan se i de to boligforeninger kan det være svært at udvikle en stærk bæredygtighed på lokalt plan. Man kan argumentere for, at det det stort set er umuligt at praktisere forståelsen af stærk bæredygtighed på lokalt niveau i det moderne samfund. Det vil kræve en afkobling af de nuværende systemer for at kunne skabe større grønne handlerum. Derfor vil det lokale bæredygtige handlerum, som oftest bygge på den svage retning – i tråd med de større globale og kommunale bæredygtige visioner, som primært er fokuseret omkring behovet for vækst. Det viser behovet for at handle på flere niveauer, og at det store system skal kombineres med det lokale handlerum, hvilket vi komme mere ind på i næste kapitel omkring planlægningsroller.
DELKONKLUSION PÅ BÆREDYGTIG UDVIKLING
Vi har gennem analysen fundet frem til, at der findes forskellige perspektiver på den bæredygtige udvikling, som har betydning for hvordan informanterne arbejder med de bæredygtige tiltag i praksis, og hvilke tiltag der prioriteres. Overordnet for alle informanter er der fokus på målbarhed- Dvs. en kvantificering af bæredygtig udvikling i tråd med perspektiverne under retningen svag bæredygtighed. Både KK og boligforeningerne ser primært, at løsningen på klimaudfordringerne skal ske gennem teknologisk optimering af systemerne, hvor ændring af adfærd og refleksion omkring klimadebatten har mindre prioritet.
Set fra den stærke bæredygtighed er den svage tilgang ikke optimal, hvis det skal undgås, at verdens naturressourcer bliver brugt op. Det kræver i stedet en mere radikal og holistisk løsning, som sætter spørgsmålstegn ved markedskræfterne og de grundlæggende værdier hos det moderne menneske. Teknologien løser ikke de grundlæggende problemer, men køber blot mere tid. Men for KK og ildsjælene er det en hårfin balance, i forhold til hvor langt man kan regulere borgernes adfærd.
Branding og CO2 er vigtig for både KK og boligforeningerne, og KKs grønne satsning har påvirket boligforeninger på forskellige måder. Boligforeningerne er både styret af ideologiske tanker, men også håndgribelighed og økonomiske rationaler. LA21 er nedprioriteret i praksis, men KK vil gerne give et billede af at være inddragende udadtil. Der er derfor en spænding mellem, at KK gerne vil have borgerne til at bidrage, mens KK ikke handler på det i praksis. I næste afsnit vil vi kigge på hvordan man kan håndtere bæredygtig udvikling planlægningsmæssigt? Og diskutere, hvilke forskellige planlægningstilgange der bliver brugt, og hvilke rationaler der ligger bag.
PLANLÆGNINGSRATIONALER (MORTEN)
Dette analyseafsnit vil have teoretisk udgangspunkt i Bo Ellings tre planlægningstilgange (34), og vil forsøge at forstå og forklare planlægningsrationalerne bag den grønne omstilling med afsæt i empiriske eksempler fra KK. Derved er det centralt at diskutere planlægningsrationalerne forstået gennem henholdsvis bestyrelsen i ABS og Energiudvalget i HFK, samt hvordan det er lykkes parterne at implementere bæredygtig udvikling i foreningerne. Afsnittet vil ydermere have fokus på at undersøge, hvordan den bæredygtige omstilling i KK og i boligforeningerne, og på at undersøge baggrunden for planlægningsmotiverne gennem planrationaler.
Afslutningsvis vil specialets cases blive diskuteret i forhold til hinanden og til KK for at undersøge ligheder og forskelle i planlægnings- tilgange og rationaler. Dette analyseafsnit har således følgende arbejdsspørgsmålet som hovedomdrejningspunkt:
Hvilke planlægningstilgange eksisterer i Københavns Kommune og boligforeningerne?
KBH25 – RATIONEL PLANLÆGNING
KBH25, hvis ultimative målsætning er at gøre KK CO2-neutral i 2025, har overordnet fokus på strukturelle/teknologiske løsninger, men indleder KBH25 med en forståelse af at borgeneren er i centrum:
”Vigtigst af alt er københavnernes opbakning til planen (…) uden københavnernes engagement og forståelse kan vi ikke indfri de mange ambitioner. Hvis byen skal være CO2-neutral, kræver det, at vi alle er parate til at gøre op med vores vaner” (KBH25, 2012:4).
Gennem ovenstående citatet kan man have den oplevelse, at borgerne er en væsentlig del af KBH25, men gennem nærlæsningen af KBH25 forsvinder borgerfokus hen på et unuanceret plan. Citatet lægger op til en borgerinvitation, men uden at gå i detaljer i forhold til hvordan. Der er altså med andre ord langt op til et inkluderende fokus, men KBH25s borgerinklusion kan forklares som en nødvendig demokratisk inklusion, for at KK kan legitimere KBH25. KBH25s ambition er, at en grøn omstilling kan implementeres ved at ændre på strukturelle og tekniske parametre, uden eksempelvis at påvirke borgernes adfærd, som ovenstående citat lægger op til.
KBH25 lægger op til en governance-tilgang, hvor fokus er på aktørnetværk – fx et samarbejde mellem kommunen, vidensinstitutioner og virksomheder (B2). Aktørnetværket bliver derved præget af eksperter der med udgangspunkt i politiske og økonomiske rationaler planlægger en bæredygtig udvikling. Rationalerne er således skabt i en planlægningslogik, hvor rationel viden anses som kvalificerede argumenter for, hvordan KK hurtigst og billigst bliver CO2- neutral. Denne rationalitet kan sidestilles med planlægning af infrastruktur, fx elnet og forsyningsledninger, hvortil arbejdet sjældent folder sig ud på et niveau ad Ellings deltagerorienterede planlægningstilgang, fordi planlægningen ofte tager form at komplicerede tekniske karakterer, hvor succeskriteriet er målt på balancen mellem effektivitet og samfundsøkonomi.
I Habermas optik vil netværket repræsentere systemverdenen, og systemverdenens handlinger vil derfor bære præg af at være formålsorienteret og have en målbar funktionalitet, hvortil borgerfokus er mindre væsentligt eller direkte uønskeligt, fordi en inddragelse kan skabe uoverensstemmelser med de dertil allerede vedtagne beslutninger i systemnetværket. Herved skabes et spor af systemverdener, der koloniserer livsverden og skaber spænding mellem verdenerne, fordi systemerne får indflydelse på de produkter, som forbrugerne borgere (og andre virksomheder) kan vælge imellem. HOFOR er bl.a. en af de samarbejdspartnere i KBH25, som leverer produkter og energiforsyning til København og
Hovedstadsområdet. Andersen uddyber:
”Vi har jo et tæt samarbejde med HOFOR omkring de her ting. De går ud med et koncept nu og går efter de store varmeforbrugere. De har kortlagt hele forbruget i København for de sælger jo varmen og så fjernaflæser de op mod 95% nu. Dvs. de kan hele tiden følge hvad der sker digitalt. (…) Vi kan følge det meget tættere end tidligere. Det er ikke med forbrugerne, men varmemestrene og driftslederen. Det er jo rigtig vigtig, så vi nærmer os lidt, men selvfølgelig ikke beboerne helt. Det vil kræve en meget aktiv driftsleder på stedet, som så kan se: “Ej, det går jo helt galt med forbruget i den her bygning, jeg må snakke med dem”. Det kommer jo an på om der er en person til derude, der har det til opgave. (…) Det interessante ved det koncept, hvis nu alle gennemførte det, kunne de spare i gennemsnit 10% på varmen i København. (…). Derudover kræver det at bygningerne bliver renoveret og adfærden er den rette. Teknisk set kan vi godt nå derhen, No problem” (B18: 188-192).
Citatet illustrerer, hvordan kommunens samarbejde med HOFOR kan sænke det samlede forbrug via strukturelle ændringer og dermed komme nærmere ambitionerne nedfældet i KBH25. Dilemmaet er her, at der skal mennesker til i den anden ende af systemet til at undersøge om forbruget holder sig inden for en passende ramme, og det kan være svært at forestille sig, at der eksisterer en varmemester med de rette kompetencer i alle boligtyper i KK. Derfor er det afgørende for at effektivisere varmeforbruget, at KK inddrager og oplyser på de relevante områder, hvilket peger imod en oplysende og inddragende planlægningstilgang, hvor eksempelvis en kommunikativ planlægningstilgang kan få en betydning. Herved skaber KBH25 et paradoks systemverdenen forsøger at påvirke livsverden i en bestemt retning, som pga. det demokratiske system skal legitimeres og kommunikeres ud på et forståeligt niveau. Samtidig er det selve målbarheden i legitimiteten, der skaber kløft mellem de to verdener, fordi KBH25 ikke prioriterer kvalitativ viden som fx adfærd eller klimabevidsthed.
KBH25s målsætning, kan karakteriseres som en rationel planlægningstilgang. Hertil findes en række eksempler fra kommunens samarbejde med kapitalstærke fonde, som opnår indflydelse på et niveau (35), som kan forringe KKs indflydelse (36). Herved får kommunen, som repræsentant for borgerne, svært ved at forhandle et meningsgivende borgerperspektiv ind. Paradokset kommer til udtryk i klimaplanen og i kommunens samarbejde med investorer, fordi borgerinddragelse ofte bliver fremhævet som et positivt element i planlægningsprojekter. Alligevel efterlader inddragelsen i denne planlægningstilgang ofte kun afgrænsede områder, hvor der bliver skabt rum for dialog med borgerne. Der er derfor kun typisk mindre ting, hvor borgerne kan opnå en deltagelse på et niveau, hvor borgere opnår eller føler en form for indflydelse. Samtidig bliver niveauet af borgerinddragelsen og indflydelse ofte aftalt eller bestemt på forhånd, så planlæggerne i samarbejde med investorer, på forhånd har udpeget specifikke områder af et projekt, hvor man imødekommer borgernes ønsker. Paradokset ved denne type deltagelse kan være at borgerinddragelsen bliver brugt strategisk til at kommunikere åbenhed og deltagelse i planlægningen, men uden reel indflydelse på centrale elementer i det færdige projekt. Andersen forklarer, hvorfor der i planlægningen af KBH25 ikke er fokus på borgerinddragelse:
”(…) kort fortalt er vores klimaplan ikke en der fokuserer på borgerinddragelse. Det er agendaplanen. Vi går efter hardcore strukturelle løsninger. Energien skal ligges om, vi skal have sparet noget energi ud fra teknologiske løsninger, vi skal i gang med at cykle noget mere og vi skal have gang i kollektiv transport og den skal så også være grøn, ik? Vi ved jo godt at det er rigtig, rigtig afgørende for det energiforbrug. For du kan have to helt forskellige typer forbrug i to helt ens bygninger afhængig af hvordan det bliver brugt. Det viser forskningsresultater os også. Det er bare rigtig svært at håndtere fra kommunen. Vi har jo en kæmpe kommune” (B18: 150-153).
Herved lægges op til at realiseringen af KBH25 skal omhandle elementer fra både livsverdenen og systemverdenen, men pga. økonomiske prioriteringer kan borgernes indflydelse få vanskelige kår (KK1: 57). Derfor kan det undre, at KK ikke sammentænker systemer og mennesker – svaret skal, udover hvad der opfattes som mest økonomisk rationelt, findes i de tiltag, der mest effektive. Det handler om at plukke de lavthængende frugter først; kommunen kan enten vælge at lave adfærdsregulerende kampagner tilsigtet kommunens borgere eller implementere et forbrugssystem, som vil nedsætte CO2-udslippet. Sidstnævnte model vil også inkludere borgere, som ikke er indstillet på ændre adfærd. Hansen uddyber:
”(…) Det er jo folks frie valg og det er også derfor vi prøver at arbejde det mere ind i det, hvor vi allerede har kontakten. Hvor folk de selv vælger at være aktive” (B19: 222-223).
Netop fordi det er folks frie valg, kan tiltag med fokus på adfærd være vanskelige at måle og det kan være en udfordring at overbevise politikere om de målbare effekter ved denne model. Dette kan være et bud på planlægningsrationalet bag KBH25. Derfor begrænses KBH25s borgerinddragelse, fordi det kan være vanskeligt at forestille sig at borgerne kan opnå en effektiv planlægningsrolle i den strukturelle målsætning. Borgerinddragelsen tager derfor nærmere karakter af borgeroplysning, og inddragelsen kan nærmere opfattes som et politisk alibi, for at planmyndighederne i offentligheden ikke opfattes ekskluderende og opfylder de krav som loven kræver af en planlægningsproces.
Forstået gennem Bo Elling perspektiv læner planlægningen af KBH25 sig op ad en kombination af den inkrementelle planlægningstilgang og rationalistisk planlægningstilgang fordi planlægningen baseres på ekspertviden og rationaler om, at dette ideal er bedst for målsætning og processen. Samtidig har denne del af KBH25 et element af de inkrementelle planlægningstilgang, fordi vi kan identificere forhandlingsplanlægning mellem interessenter og parter. Desuden har KK et ambitionsniveau (CO2-neutralitet) der ikke før har været realiseret i samme skala, og derfor må planlæggere som Andersen være i konstant forhandling med netværket for at sikre konsensus i netværket vedr. fælles ambitioner. Vedtagelsen af KBH25 hænger uløseligt sammen med målbare resultater, som kommunale politikere kan dokumentere for vælgerne en offentlighed, der paradoksalt er samme offentlighed, som består af de borgere, der reelt ikke bliver inddraget:
”Så det er jo rigtig svært at komme til politikerne og sige noget, for det er den individuelle adfærd der batter noget. Det er nok også derfor adfærd har en svær gang på jord, for det er svært at dokumentere” (B17: 226-227).
Citatet bekræfter samtidig, at de rationelle planlægningstilgang ikke er foreneligt med adfærd, som tilhører en deltagerorienterede planlægningstilgange. KBH25 er ambitiøs på et niveau, hvor udvikling af måden, vi bruger byen på, ikke kan måles, og derfor er adfærd som bæredygtigt begreb politisk uinteressant.
LA21 – DEN NEDPRIORITERET BORGERINDDRAGELSE
LA21 er skabt i samarbejde med københavnere og har til formål at understøtte KBH25 (LA21:4-7). Samtidig skal københavnernes ideer om øget grøn hverdag implementeres i samarbejde med private og offentlige virksomheder såfremt virksomhederne er interesserede (LA: 41). Herved tager LA21 udgangspunkt i at mobilisere social learning – som fra et kommunikativt planlægningsperspektiv står i opposition til KBH25. Hansen, der til dagligt arbejder med LA21, tillægger i nedenstående citat borgerne en central rolle i KBH25, fordi selve anvendelsen af nye og eksisterende teknologiske løsninger har en stor betydning for om Københavns kan komme i mål med ambitionerne:
”Det vi siger i daglige munde ift. klimaplanen vi siger at vi har den overordnede strukturelle basis i klimaplanen, hvor at Agenda-planen går ind og tager et borger-ben derpå. Så der er en kobling den vej. Men der er ingen tvivl om at der er mange der mener at det kun er de strukturelle ting, vi skal arbejde med for det er dem der batter mest. Undersøgelser viser også at borgernes adfærd har en kæmpe rolle. For det kan godt være du vil have folk til at hoppe op på cykel og flere cykelstier, men hvis folk hellere vil tage bilen, så er vi langt væk. Det samme med forbruget af varme, el og vand og alt muligt andet. Så du kommer ikke uden om det (..)” (B19: 229-235).
LA21 har netop fokus på borgerinddragelse, og det er centralt, at borgerne forstår, hvordan der kan skabes resultater gennem adfærd i ovenstående citat eksemplificeret gennem øget cyklisme. Hansen nævner her det paradoks, som klimaplanen indeholder; KBH25 kommer på mange måder til at berøre mange borgeres liv, eksempelvis systematiseringen af elektricitetog varmeforbrug, men hvis forbruget stiger pga. usikkerhed omkring, hvordan man udnytter de bæredygtige teknologier i hjemmet, vil tiltagene muligvis ikke have den ønskede effekt. Paradokset opstår i systemets påvirkning af livsverdenen, hvor både borgernes frihed til handlerum og muliggørelse af handlerum ikke synliggøres. Vejen ud af paradokset kan findes i en løsning, der bedst mulig indfrier både KBH25 og LA21s ambitioner. Spørgsmålet er, om det er ændringer i systemerne eller livsverdenen, der i KKs opfattelse er mest effektive for KKs ambitioner. Hansen forklarer i denne forbindelse vigtigheden i, at borgere fx forstår, at udnytte varmeforbruget mere effektivt:
”Spørgsmålet er altid: Hvad skal vi koble på? Hvad er de bedste løsninger? Fordi man kan jo sagtens slå op på nettet og finde 1000 spareråd, men i den travle hverdag, hvad er så den bedste løsning? Og det kræver rigtig mange ressourcer. Der kører jeg i øjeblikket en lille filosofi, når man kigger på den der danfosstermostat (peger på termostaten på radiatoren, red.), så synes jeg jo ikke det er oplagt, hvad den skal stå på ift. at man skal have 21 grader i sin lejlighed” (B19: 130-134).
KBH25 får konsekvenser for eksempelvis energiforbruget for kommunes borgere på et niveau, hvor der fx ikke bliver taget hensyn til omfanget af forbruget eller måden borgerne forbruger på. Manglende forståelse for system kan muligvis lede til, at nogle borgere forbruger mere fordi man har opfattelsen af at systemerne er miljørigtige Samtidig kan der opstå tilfælde, hvor borgerne selv skaber handlerum, fordi handlemulighederne fx ikke bliver faciliteret kommunalt, hvilket ABS og HFK er beviser på.
Samtidig er der en udbredt del af befolkningen, som netop efterspørger klimaløsninger i hverdagslivet. Hansen forklarer, at det kan være svært at finde borgere, der vil handle miljøbevist, hvis det samtidig ikke rationelt og rentabelt i hverdag:
”Folk vil gerne agere miljøvenligt og klimavenligt, men de ved måske bare ikke hvordan. Hvordan kan vi gøre det mere oplagt i deres hverdag med madpakker og bleer og alt muligt andet, står i højere fokus, så det bliver nemmere for dem at træffe de valg de i virkeligheden gerne vil? Så de vidste det var den vej de skulle. Derfor arbejder vi med at skabe den grønne hverdag for borgerne på en ny måde end vi har gjort tidligere” (B19: 230-233).
LA21 skriver sig ind i et kommunikativt planlægningsperspektiv, som i Aggers forståelse har ejerskab, som centralt fokus og succeskriterium for planlægningen. Det er borgerne, der ved, hvordan de lever deres hverdag, og derfor kvalificere kommunikativ planlægning sig til fx at appellere til borgernes adfærd gennem lokal viden og aktiv deltagelse. Udfordringen for bæredygtig planlægning forstået gennem LA21 er at ramme bredt og opnå størst mulig inklusion, hvilket kan være en udfordring, hvis borgerne fx ikke er indstillet på at ændre adfærd. Paradoksalt nok er det ikke alle bæredygtige initiativer, som KK opfatter som hensigtsmæssige:
”(..) Det er jo f.eks. ikke billigst, hvis alle investerede i deres ejet grønne energianlæg. Det er ikke det, der er billigst. Fjernvarmen er jo et rigtig godt eksempel. Når vi modtager en ansøgning om at folk gerne vil sætte en solfanger op fordi de gerne vil gøre noget godt for miljøet, og siger: nu kan jeg selv gøre noget. Så siger vi nej som regel. Fordi det hænger jo ikke sammen. For vi har jo et kollektivt varmesystem, som økonomisk og miljømæssigt er det bedste” (B18: 279-286).
Citatet illustrerer, at det ikke er alle klimaprojekter på borgerniveau der interessante, hvis ikke projekterne er effektive i en større skala. Herved opstår et dilemma omkring handlerum, som tager karakter af kommunal klimaplanlægningsbureaukrati. Det handler igen om hvordan bæredygtig planlægning forbliver mest rentabelt og rationelt på et samfundsmæssigt niveau – altså hvilke løsninger tilgodeser den brede befolkning. Herved kan der opstå forvirring omkring hvordan borgerne kan bidrage i den bæredygtige udvikling. Samtidig kan borgerne få den opfattelse, at klimaplanlægning og etablering af klimaprojekter er forbeholdt myndigheder og ekspert, som giver det indtryk, at det er deres ansvar at planlægge bæredygtigt, og derfor ikke prioriterer borgerdeltagelse (B17:185-192).
PLANLÆGNINGSPERSPEKTIVER I BOLIGFORENINGERNE HFK OG ABS
I haveforeningen HFK begyndte Energiudvalget kort efter sin oprettelse i 2011 projektet mod energibesparelse – allerede inden etableringen af solceller. Processen og beslutningerne omkring udskiftning af eludbyder og af den fælles hovedmåler og opsætning af bimålere (37) i 51 husstande (HFK 3, HFK referat 1). Beboerne valgte selv placeringerne af målerene i de enkelte husstande, og placeringen blev besluttet under besøg af repræsentanter fra Energiudvalget:
”Det er en proces, så går vi rundt og taler med folk og fortæller om hvad er de vi har i tankerne og hvad er det vi gør, så skal man jo gå ud og tale med dem også mand mod mand og fortælle hvad det er (…) Det var også den måde vi fik folk med ind i processen og det var en god måde til at forstå hvad det var.” (Int. 3, 37-43)
Under besøget fik beboerne herved mulighed for at sætte et ansigt på udvalget og samtidig få direkte information omkring Energiudvalgets tiltag. Simultant repræsenterer bimålerne en bevægelse imod energibesparelse, og en lovning fra Energiudvalgets side om energibesparelse, som senere blev indfriet (38). Dermed kom udvalget godt fra start, og fik derved legitimeret deres dømmekraft. Herved var vejen til vedtagelsen af solcelleanlæg som forsøgsordning også lettere at implementere (39). Denne planlægningstilgang har paralleller til kommunikativ planlægning, hvor ikke alene høring, men også dialog med beboerne er udgangspunktet for indledningen af den grønne omstilling i HFK.
Energiudvalget laver mindre fysiske byrumsændringer. Der er naturligvis en central forskel fra kommunikativ planlægning i HFK, hvor beboerne selv (via stemmeret og deltagende diskussion) har indflydelse på planlægningen som medejer af rummet. Derfor vil ejerskabet og følelsen af at blive hørt i planlægningsfasen være stærkere i HFK, fordi foreningen har en fladere struktur. Desuden er det vigtigt at pointere, at Energiudvalget i kontrast til hovedparten af planlæggere også er beboere og bærer dermed også det økonomiske ansvar. Det betyder, f.eks. at hvis eventuelle besparelser udregnet af Energiudvalgets er forkerte, hæfter udvalget sammen med beboerne for det, men denne risikovillighed kan også øge tilliden til udvalget og dets beslutninger og øge motivation til deltagelse blandt beboerne. Samtidig har haveforeningen gennem en lang årerække sparet penge sammen til en dag at kunne købe grunden af KK, hvilket demonstrer fornuftig økonomisk sans, som igen er med til at øge tilliden til beslutningstagerne i bestyrelsen, som igen smitter af på Energiudvalget legitimitet og understreges af de relativt store økonomiske bevillinger fra bestyrelsen.
Det er muligt, at bimålerne i HFK ikke bidrager direkte til f.eks. at reducere CO2-udledningen, men synligheden samt den fysiske tilstedeværelse af en pengebesparende installation er et vigtigt led i haveforeningens grønne omstilling. En lignende planlægningstilgang eksisterer i ABS, hvor et vigtigt led i startfasen af den grønne omstilling var, at planlægning fra bestyrelsens side blev inddragende, participerende, og at beboerne engagerede sig i klimaplanlægningen:
”(…) Han (Krauss, red.) har haft en forståelse for at det kræver.. ikke at han er motiveret, men at alle bliver motiveret for det. Han har været god til, og det skal vi huske at blive ved med, at være gode til, at skabe nogle tilbud til beboerne, som de har mulighed for selv at deltage i og handle i også. (…) Der er kommet flere og flere der melder og siger “jamen, jeg kan jo se at jeg gør noget”. Det var også noget af det, det vi startede med var jo meget synligt fordi vi startede inde i lejlighederne”. (B17: 125-128).
Via denne strategi forsøgte andelsforeningen at inkludere en bred skare af beboerne, hvilket er vigtigt i den videre proces med at blive CO2-neutral. Forklaringselementet i den bæredygtige planlægning bliver her en hovedpointe, som igen er med til at skabe forståelse og placere den bæredygtige omstilling håndgribeligt. En grundig forståelse for beslutningen om grøn omstilling er helt central i ABS, fordi foreningen ikke alene investerede penge fra fællesbudgettet, men samtidig forøgede boligafgiften med 11%. Planlægningsmotivet skal derfor give mening for den enkelte beboer på forskellige planer både rationelt og ideologisk. Derfor er det vigtigt at bestyrelsen træffer fornuftige beslutninger. Andelsforeningen har traditionelt set haft en sund økonomi før (og har), hvilket sandsynligvis har skabt den nødvendige velvilje, der har været med til at legitimere beslutningsgrundlaget samt den fremadrettede proces. Herved bliver der skabt tillid til bestyrelsens (og Energiudvalget i HFKs) vedtagelser, hvilket fremadrettet kan give frihed til f.eks. at hæve ambitionsniveauet. Denne type planlægning kan karakteriseres som en deltagerorienteret planlægningstilgang, hvor tilblivelsen af planlægningen bliver skabt i tæt samarbejde med borgere, som ifølge læsningen af Bo Elling, samtidig vil forøge chancerne for en inddragende proces, som vil smitte af på slutproduktet i for af øget ejerskab og forståelse for projekterne.
DELKONLUSION PÅ PLANLÆGNINGSRATIONALER
Målsætningerne i KBH25 prioriteres derfor frem for borgerinddragelse, fordi rationalerne bag KBH25 skal være målbare, og har derfor elementer af rationalistisk planlægningstilgang. Fokus er CO2-neutralitet er målet, som skal opnås i samarbejde med virksomheder og vidensinstitutter, hvor samarbejdet betegnes for ekspertviden. Dette kan efterlade borgerne uden reel indflydelse og medejerskab, hvilket kan afkoble borgerne ift. KKs bæredygtige omstilling. Målsætningen omkring CO2-neutralitet implementeret gennem ekspertviden, målbare resultater og samfundsøkonomisk rentabilitet, kan derfor give en følelse hos borgerne af at samfundet (navnlig KK) tager sig at miljøudfordringerne, som samfundet også varetager en lang rækkes vigtige samfundsfunktioner for borgerne – fra vugge til grav.
LA21 har fokus på bæredygtig omstilling gennem borgerinddragelse, medejerskab og inkluderende processer med former for empowerment, social learning og formidling af bæredygtig adfærd, hvilket kan karakteriseres som deltagerorienteret planlægningstilgang. LA21 pga. sin støtterolle til KBH25 samt lave prioritering vise sig at have en ringe samlet effekt, men samtidig spiller en legitimerende rolle, som kommunikativt planlægningsideal for KBH25.
ABS og HFK planlægningstilgang har paralleller til kommunikativ planlægning (deltagerorienteret planlægning). Nøglebegreber som dialog via borgermøder, inklusion via fælles ejerskab samt indflydelse via stemmeret op generelforsamlinger ligger naturligt inden for kommunikativ planlægning. Samtidig kan man argumenterer for at planlægning fra bestyrelse i en foreningsstruktur er drevet af beboerinklusion og bestyrelsen har reelt ingen indflydelse uden et kritisk antal af fremmødte borgere til bl.a. generelforsamlinger pga. diverse foreningsvedtægter. Kommunikativ planlægning anvendt som planlægningstilgang i foreningerne, kan empirisk og analytisk betegnes som model til at håndgribeliggøre abstrakte klimaudfordringer og illustrere hvordan lokalplanlægningen kan bidrage til KKs klimaambitioner og hvordan beboerne selv kan spille en rolle i omstillingen. De små systemer fx som solceller og vandbesparer er tæt på borgernes hverdag og derved kan beboerne nemmere opbygge en forståelse af systemernes funktioner og bidrag til omstillingen. Herved skaber bæredygtig omstilling, implementeret i foreningerne gennem kommunikativ planlægning, et vigtigt handlerum, hvor individet oplever at bidrage til omstillingen på at personligt plan. Planlægningsrationalerne fra boligadministrationernes side har en målsætningen for, at bæredygtig omstilling sker gennem en konstruktion af et handlerum og ejerskab til planlægningen.
LOKALE FÆLLESSKABER GENNEM BÆREDYGTIG UDVIKLING
I dette analyseafsnit vil vi diskutere, hvilke former for fælleskaber der er til stede i de to boligforeninger, og hvilke udfordringer og potentialer der ligger i at udvikle fællesskab i det moderne samfund. Samtidig vil vi gå i dybden med, om man kan bruge bæredygtig udvikling, som udgangspunkt, til at opnå social sammenhængskræft i lokalområder. Vi vil komme med eksempler på, hvordan informanterne fra KK bruger fællesskab i arbejdet med at få klima på dagsordenen. Struktureringen af dette analyseafsnit er anderledes end de to forrige, idet hovedfokus er på boligforeningerne, og dernæst KK (i nævnte rækkefølge).
Igennem afsnittet vil vi svare på følgende analysespørgsmål:
Hvordan kan lokale fællesskaber give mulighed for at skabe bæredygtig udvikling?
HFK – DET UDSTØDTE FÆLLESSKAB
Haveforeningen HFK på kanten af Sydhavnen ligger som en forholdsvis isoleret enklave fra resten af byen. Informanterne fra Energiudvalget beskriver HFK som et ”landbysamfund”, hvilket også hænger sammen med de tætbyggede selvbyggerhuse og den særlige atmosfære:
”Vi kender jo hinanden alle sammen. De deltager jo. Vi spiser nogle gange sammen. Vi har sådan nogle der mødes, så holder vi lidt fest en gang imellem eller så holder vi Mortens aften, så holder vi det ene og det andet nede på gangen hernede” (B16: 412-414).
Den særlige historie omkring HFK har desuden en stor betydning for den stærke kollektive sammenhængskraft (Vores Omstilling 2). Området ligger ovenpå på en tidligere losseplads, hvor både beboere i HFK og folk udefra gravede gamle ting op og solgte dem videre. Lossepladsen fungerede som hvad man jf. Clausen afsnit 4.3.4 kunne kalde commons, idet beboerne var fælles om at forvalte og organisere de lokale ressourcer. Informanterne distancerer sig fra det øvrige samfund og refererer i interviewet til ”ude i samfundet” (B16:148). Dette kan hænge sammen med HFKs noget anstrengte forhold til kommunen, som de gennem en årrække har haft et udestående med pga. jordejerskabet (B16: 516). Derfor er HFK mentalt langt væk fra storbyen, idet beboerne har måtte knytte bånd og være stærke internt, fordi beboerne følte sig udstødt af samfundet (i et historisk perspektiv), og i dag af kommunen, som Hvalkof påpeger i interviewet:
”Jo, men man kan også sige at fællesskab var jo godt nok stærkere internt, men når det kommer til at stå udadtil, så.. Så kollapsede det hver gang. Af angst simpelthen” (B16: 552-554).
Autoriteter har generelt skabt en form for ydre modstander, (som også repræsenterer en del af samfundet og systemverden), som kan have været med til at bygge bro og skabe et sammenhold mellem beboerne i HFK (B16: 247-249). Den manglende accept fra kommunen har derfor en stor betydning for deres selvopfattelse og identitet og har været en stor motivation for at arbejde målrettet med klimaet. Ideologien om at være selvforsynende og bevare en del af identiteten som selvbyggersamfund kan have skabt forøget motivation.
På grund af HFKs særlige historie og fælleskab har Energiudvalget haft gode forudsætninger for at skabe et demokratisk forum med udvikling af bæredygtige tiltag. Selvom der eksisterer forskellige fællesaktiviteter i HFK, giver informanterne udtryk for at fællesskabet ikke længere er det samme som førhen, hvor man var fælles omkring flere ting. Energiudvalget har arbejdet med at styrke fællesskabet, og det har også været en motivation for nogle af medlemmerne, at man gennem bæredygtige tiltag kan få fælleskabet til at blomstre op igen. Hvalkof siger under interviewet, da vi spørger ind til hvad han vil råde andre foreninger, som gerne vil lave en grøn omstilling, til, at det er vigtigt først at starte nogle små fælles projekter (B16: 770-771). Modsat ABS har HFK derfor haft et fællesskab, som de gerne vil styrke gennem en fælles bæredygtig indsats.
Samtidig har der i HFK været meget lidt beboerudskiftning, og ventelisten er lukket (Bilag B6). Nu er der en langsom beboerudskiftning i gang, hvor der begynder at komme yngre tilflyttere til, som muligvis har en anderledes opfattelse af hvordan fællesskabet skal være i foreningen. Der er ikke mange yngre mennesker involveret i fælles tiltag (fx Energiudvalget), og det er meget styret af ældre engagerede beboere (B16: 293-300). Derfor kan der være en opfattelse af, at Energiudvalget oplever en fællesskabsfølelse, og derfor artikulerer en form for fællesskab, fordi udvalget arbejder tæt sammen og har mere kontakt til beboerne. Derfor kan vi ikke påvise, at fællesskab vil blive beskrevet på samme måde af resterende beboere som fra Energiudvalget.
Samtidig har de rumlige strukturer haft stor betydning for udvikling af fællesskab. HFKs succes er muligvis poppet ud af strukturen i ”landsbyen” med de tætbyggede huse, og ”over hækken-snak”. Det er tydeligt, at rummet i HFK på mange måder fordrer interaktion og hermed giver mulighed for at knytte bånd mellem mennesker. Derudover har organisering af rummet i HFK betydet, at det har været lettere at lave en bæredygtig indsats i forhold til ændring af energisystemer til solceller, som kræver nogle bestemte fysiske forhold for at det kan lade sig gøre. Et konkret fysisk forhold er nærheden til Valbyparken og havet:
”Det er blevet nemmere for os, og bevidstheden er måske kommet herude, fordi vi er tæt på naturen, og vi snakker meget om det alligevel” (B16: 534-535).
Det er svært for at tillægge dette empiriske udlæg signifikant betydning i en teoretisk og analytisk kontekst, men citatet illustrerer alligevel, at informanter udtrykker HKF fysiske ”naturlige” rammer som værende bestemmende for motivationen til klimaprojekterne.
FÆLLESSKAB I FORANDRING
Der eksisterer en opløsning af de traditionelle fællesskaber, som det var engang, hvor beboerne i HFK fx hjalp hinanden med at bygge huse og sørgede for hinanden under barselsperioder (B16: 442-445). Dette ligger godt i tråd med Baumans optik, som mener, at der er sket et opbrud af de ægte fællesskaber, som eksisterede før den flydende modernitet. Boesen, som har boet i HFKgennem fire årtier forklarer, hvordan fællesskabet har forandret sig gennem tiden:
”det fællesskab, som vi havde før i tiden, hvor vi hjælper hinanden med at bygge huse og sådan noget – den er efterhånden den er blevet mindre. Det er blevet mere ligesom ude i samfundet – det er mig og jeg. Og folk betaler sig for det og får håndværkere til at lave husene og mange af dem er så typehus der ligesom er sat ned eller lavet og jeg var personligt. Jeg var lidt træt jeg gad sgu ikke det her. Jeg synes ikke det fællesskab var det jeg havde gået og drømt om skulle blive herude, men så efter vi fik lavet det her Energiudvalg. Fik snakket om det her fællesskab og at det skulle være fælles osv. folk bakkede om det og den måde vi kommunikerede med folk på gjorde jo at folk.. de synes at det var skide godt vi kom og jeg blev helt glad igen for fællesskabet” (B16: 147-153).
Ovenstående citat forklarer, hvordan informanterne har en vision om, at den bæredygtige udvikling skal foregå i fællesskab. Samtidig føler informanterne også en forstærket fællesskabsfølelse gennem deltagelsen i de forskellige projekter. Energiudvalget har haft mulighed for at motivere beboerne til at være en del af projektet, fordi HFK derigennem kan vinde velvilje og opnå et bedre forhold til kommunen gennem planlægning af klimaprojekter Fællesskabet bliver herved forstærket af, at de gør noget sammen uden hjælp udefra, hvilket også hænger sammen med den historiske selvbyggerånd:
”altså man må sige at det har været med til at løfte fællesskabet, men også en bevidsthed om hvor vi går hen og det dér med at have nogle visioner om hvor vi i fællesskab kan gå hen med det her. Det kan bruges til ligesom at legitimere haveforeningen og få den dér kontrakt igennem og hvad er løftestangen” (B16: 539-545).
Derfor kan man argumentere for, at HFKs bæredygtige udvikling er med til at legitimerer haveforeningens i forhold til kommunen, og overordnet er HFKs fællesskab baseret på traditionen omkring selvbyggerkultur, historicitet og et ønske om at forbedre forholdet til KK.
ABS – GRØNNE ILDSJÆLE & URBANE FÆLLESSKABER
I den anden ende af København ligger boligforeningen ABS, og projektet blev skudt i gang af daværende andelsformand, Krauss, som blev opmærksom på, at hvis beboerne arbejdede sammen, kunne man fælles ændre flere ting (B20: 12-15). ABS bestyrelse begyndte at arbejde strategisk med at skabe refleksion og fællesskab. Derfor begyndte klimaprojektet med at skabe en visuel klimaidentitet på foreningens gavl:
”(..) det er lidt et forsøg på at minde folk om at selvom vi ikke har med naturen at gøre i hverdagen, så skal den natur alligevel være en del af vores etik og tanke, som borger i sådan et samfund. Og hvorfor vi har valgt at gøre det i hele taget? Dels fordi vi gerne ville have noget vores egne beboere kunne samles om, det er et meget stærkt symbol, som de så kan samles om” (B20: 136-140).
Gennem gavlmaleriet har beboerne derfor fået skabt en fælles klimaidentitet, og til forskel fra HFK har ABS ikke samme fysiske nærhed til naturen, og tanken er, at maleriet skal fremme beboerne og forbipasserendes bevidsthed omkring bæredygtighed. Gavlmaleriet symboliserer forandringen, som ABS skal gennemføre og fra bestyrelsen side har man været meget opmærksom på medejerskab gennem fællesskab i processen. Krauss uddyber:
”Vi er en gruppe mennesker der hører sammen. Det synes jeg har været en fantastisk biside af det her projekt. I en tid hvor folk spørger: “giver det mening at have en andelsboligbevægelse eller en andelsforening og det er ikke billige lejligheder mere og så videre?” – Nej, der var en oprindelig tanke, det var et fælles projekt og det var noget vi gjorde sammen. Det her miljøprojekt har faktisk været med til at skabe indhold i vores egen forening. Det har givet noget af det projekt tilbage at folk kunne samles om det og vi er sammen om det her” (B20: 151-155).
Miljøprojektet har skabt fornyet deltagelse i fællesskabet i ABS, selvom man blev nødt til at genopfinde de fælles værdier og noget at være fælles omkring. Ifølge bestyrelsesmedlem Schultz har ABS ikke på samme måde haft et fælleskab, før de begyndte at arbejde med bæredygtige tiltag i foreningen, og det har været et af deres mål at styrke sammenholdet og stoltheden i foreningen (B17:378-383). Schultz er først kommet til under processen og har ikke været med i hele udviklingen, men han kan høre fra de andre, at folk kommer hinanden mere ved. Man hilser på hinanden og han beskriver det nærmest som et lille landsbysamfund i byen. Bauman siger netop, at individet forsvinder i storbyen og derfor har større behov for sikkerheden i fællesskabet:
”Jeg kan påstå at folk er blevet gladere for hinanden. Fordi jeg har ikke været med i hele processen, men jeg kan jo høre, at folk kommer hinanden mere ved. Da jeg kom til for tre-fire år siden, slog det mig at vi hilser på hinanden på gadeplan. Det er sådan.. det er blevet en lille bitte landsby i byen (..). Det synes jeg er en kæmpe stor værdi. I forhold steder jeg har boet. I en storby forsvinder vi i hinanden, og her er der i hvert fald mange der har fundet hinanden” (B4, 155-162).
Schultz har en referenceramme fra en anden bopæl ikke som de ældre i HFK, der har boet der i årevis, og måske har glemt hvordan det sociale kan være andre steder (40). Vi kan alligevel gennem ovenstående citat identificere en følelse af stærkere fællesskab efter klimaprojekterne og ikke mindst en lyst til at få et bedre kendskab til sine naboer. Bestyrelsen har arbejdet strategisk med at opnå fællesskab gennem de bæredygtige tiltag blandt andet ved at fokusere på at lave fælles aktiviteter/områder (B17: 97-110). ABS har blandt andet etableret nye rumlige installationer såsom tagterrassen og fælles vaskerum, som giver mulighed for interaktion med de andre beboer i dagligdagen. Derudover har de arrangeret forskellige sociale arrangementer, men erkender, at det har været svært at få alle beboere engageret, da det primært er bestemte grupper, som er mest aktive. De forskellige typer af arrangementer og aktiviteter forbundet med omstillingen tiltrækker forskellige grupper i andelsforeningen (B4: 409-410). Man kan argumentere for, at der er et samlet fællesskab (muligvis omkring den fælles vej i klimaplanlægningen) og igen forskellige mindre fællesskaber, der passer hver deres del af projektet (41). Der skal være noget for alle alles hverdag skal give mening ift. det sociale og det samme skal de forskellige klimaaktiviteter. Klimaforandringerne kan de fleste blive enige om, men vejen dertil er brolagt med forskellige individuelle hensyn og interesser (B17: 67-77).
Vi ser denne forståelse, hvor man forsøger at inddrage flere målgrupper og dagsordener, som en erkendelse af at vores samfund og relationer er flydende, som er en af Baumans hovedpointer (jf. kapitel 3). Derved anerkender bestyrelsen i ABS, at der er mange forskellige konkurrerende fællesskaber sideløbende med boligfællesskabet. Det er tydeligt, at begge boligforeninger ikke har den naturlige følelse af samhørighed, som opstår, når man deler samme livsvilkår, som skaber de ægte fællesskaber ifølge Bauman. Både ABS og HFK italesætter fællesskabet, og ifølge Bauman er det netop dér, hvor de ægte fællesskaber dør, fordi de ikke længere eksisterer som en usynlig kollektiv sammenhængskraft. Dengang det ægte fællesskab eksisterede, havde den enkelte ikke andre alternativer end det lokale fællesskab i landsbyen. Hvorimod det moderne menneske i dag bliver mødt med nye muligheder og mennesker hver dag. Omverdenens flydende strukturer særligt i en relationel rumopfattelse, medfører at det moderne menneske har behov for at være en del af et fællesskab- især i storbyen, som forstærker den enkeltes behov for et fast holdepunkt. Baumans beskrivelse af de nuværende fælleskaber har på mange måder paralleller til de to boligforeninger, idet man fornemmer, at begge foreninger skal kæmpe for at holde sammenholdet i live. Bauman beskriver de nuværende fællesskaber som at have karakter af en kontrakt, som hele tiden skal forhandles. Det kan man se i HFK, hvor det bl.a. er selvbyggerånden, der holder fællesskabet i gang så det kræver forhandlinger mellem beboerne at finde frem til et fælles udgangspunkt for, hvordan HFK skal formes. Ligeledes kan man identificere forhandlinger af fællesskab i ABS ved, at de forsøger at finde forskellige aktiviteter for beboerne og i fællesskab skal beslutte, hvilke bæredygtige tiltag der skal realiseres. Det er vigtigt for begge foreninger at legitimere deres beslutninger over or beboerne, og derfor bliver de inddraget, hvilket kan have karakter af fællesskab.
INDIVIDUALISERING OG GENSKABELSEN AF COMMONS
I begge foreninger kan vi identificere en fornyet interesse i fællesskabet (dog kun set fra ildsjælenes perspektiv), hvilket udfordrer Baumans tese, om at de lokalt forankret fællesskaber er ved at forsvinde. På den anden side er det også tydeligt, at det er svært at samle beboerne om en fælles agenda, hvilket ifølge Bauman i høj grad sammen med at fællesskabet hele tiden er en afvejning mellem sikkerhed og friheden til selv at vælge. Ambivalensen mellem sikkerhed og frihed kommer tydeligt til udtryk hos Schultz, som erkender, at der altid vil være en indre konflikt mellem ønsket om at tage del i fællesskabet og på den anden side friheden i de individuelle rettigheder.
”Og det er jo den der balance der mellem vores individuelle rettigheder og lyster og ønsker og så fællesskabs ønskerne. Der vil altid være et clash et sted, ik?” (B17: 180-181).
I HFK har Energiudvalget også oplevet, hvordan den stigende individualisering har påvirket fælleskabet: Både Hvalkof og Boesen har boet i haveforeningen gennem årtier og har derfor mærket forandringen. Hvalkof forklarer i følgende citat, hvordan de ydre samfundsstrukturer har ændret det daglige liv i haveforeningen (42).
”Jeg har haft den samme oplevelse meget altså fællesskabet var noget vi havde engang men altså der var forholdene også anderledes og det er ikke noget man kan bebrejde den enkelte person, men det er rigtigt nok at der var større fællesskab for 20 år siden eller 25 år siden. Men husene var mindre dengang investeringen var mindre og livet var anderledes. Hastigheden i samfundet var anderledes altså..” (B16: 159-162)
Baumans forståelse af fællesskaber kan som tidligere beskrevet på mange punkter kritiseres for at være unuanceret og pessimistisk jf. afsnit 4.3.1. Man kan argumentere for, det ikke kun er en negativ udvikling, at de lokale fællesskaber nedprioriteres, da der i stedet opstår nye former for fællesskaber (43). Der opstår derfor ikke færre fælleskaber, men blot flere i forskellige variationer. Men lige netop i forhold til bæredygtig udvikling, er der noget der tyder på, at der et stort potentiale i at udvikle fællesskabet i det lokale, fordi det giver mulighed for en fordeling ressourcer og kan give bedre bæredygtige handlemuligheder, hvis man går sammen om dette. Derved kan commons som arena for et fælles socialt liv og udvekslinger have associationer til boligforeningernes arbejde, fordi alle beboere har medejerskab over de fysiske rum, og det er i kollektivets interesse at disse rum bliver forvaltet ansvarligt. Hvis man forstår boligforeningernes fysiske og sociale miljø som commons, der skal genopdage og genopfinde sig selv, kan miljøet være en ramme. Clausen beskriver i afsnit 4.3.4, hvordan det fælles tredje kan være en måde hvorpå der kan udvikles en ny ansvarsfølelse for naturen og derigennem genopdagelsen af commons i det moderne samfund. Clausen beskriver det fælles tredje, som en læringsproces, hvor forskellige aktører kan opnå en følelse af commons. Man kan argumentere for, at den kommunikative planlægning har fungeret, som en social arena, hvor de forskellige beboere har fået et nyt syn på at være fælles omkring lokalområdet. Samtidig kan vi forstå disse genopfundne commons som en ressource til at etablere klimaprojekter og skabe den nødvendig opbakning. Clausen mener, at kunne se gennem sin forskning, at der er en interesse i at genskabe disse fællesskabsværdier, som boligforeninger er et tydeligt bevis på (44). Commons handler om at finde en fælles agenda mellem alle de forskellige interesser, hvilket analysen netop har vist, at bæredygtige tiltag har potentialet til. I boligforeningerne har de alle den samme agenda, men samtidig eksisterer der en masse individuelle interesser. Her mener Clausen ikke, at der er noget negativt i, at beboerne har forskellige interesser, da de netop skal ses, som en fælles livsbetingelse, som de alle lever under. Hertil er det centralt at sikre, at folk føler en form for ejerskab over processerne, så man sikrer, at klimaprojekterne bliver til noget. Derfor har en invitation til fællesskabet også karakter af deltagelse i en beslutningsarena, hvor beboerne bliver invitereret indenfor til forhandling omkring klimaplanlægningen. Denne proces indeholder samtidig en form for empowerment af beboere fra bestyrelsens side. Her er social learning central, fordi ildsjælene (bestyrelsen) skal definere fællesskabet omkring klimaplanlægning. Herved er det vigtigt, at beboerne føler sig inddraget for at opnå en harmoni omkring beslutningerne, men også at sikre, at beboerne har et vidensniveau, hvortil de kan bidrage til klimaudviklingen, så det bliver en kollektiv fremadrettet proces.
LA21 – STYRKELSE AF GRØNNE HANDLEMULIGHEDER GENNEM FÆLLESKABET
Hovedfokus for LA21 er at inddrage og engagere borgerne i den bæredygtige udvikling og udvide de grønne handlemuligheder i hverdagen, og flere af initiativerne lægger op til at der skabes motivation gennem fællesskabet, såsom at københavnerne skal være med til at fremme mangfoldigheden af dyr og planter, og LA21 skriver følgende:
”Initiativet skaber en større fællesskabsfølelse, øger social interaktion, medejerskab og sammenhold i lokalmiljøet. Projekterne vil skabe mere og anderledes byliv, der får københavnerne til at opholde sig mere i de grønne områder” (LA21, 2013:??).
LA21 giver derfor udtryk for, at fællesskabet har en værdi i forhold til bæredygtig udvikling og samtidig inviterer til en bæredygtig proces i folkelige rammer. Hansen arbejder til dagligt med initiativerne i LA21 og forklarer, at skala (Se bilag B1) er vigtig for forståelsen af at arbejde med fællesskaber i planlægningen:
”Altså hvis jeg skulle køre det ind i en forening, ville jeg helt sikkert tage fællesskabet med, men hvis vi tænker hele København og kommunikere noget ud så… ik?! Så mange penge har vi jo slet ikke. Spørgsmålet er hvordan det lige batter alligevel. Jeg tror faktisk på de små communities og det er jo det I har. I har jo foreningerne, hvor man er fælles om noget, kan man sige (…) Jeg tror mere på de små fællesskaber end de store fællesskaber” (B19).
Hansens erfaring er, at det er svært at skabe et fællesskab i en større skala med fokus på den grønne omstilling, såsom KBH25. For det første, fordi der ikke er sat penge af til dette, og hun er tvivl, om det er den rigtige indsats. I stedet tror hun på de lokalt forankrede grønne fællesskaber, såsom arbejdet i ABS og HFK. Hansen nævner en vellykket kommunal indsats, som kombinerede miljø og fællesskab:
”Så man gjorde det, at man eksperimenterede i tre måneder og byggede det op med europaller og fik folk til at komme og male og det ene og det andet. Man tog simpelthen affald, byttemarkedet og genbrug ind som en kontekst. Det gav et helt socialt aspekt. Det kan godt være at det var villaerne der afleverede og de andre kom og modtog, det var ligegyldigt. For de var der omkring et neutralt emne. Der havde man faktisk fællesskabet ind og der var noget de kunne blive enige om (…) Så det ikke kun er et sted, hvor man kan aflevere ting, men hvor man også kan sidde på containeren og drikke kaffe og f.eks. så på noget teater. Det synes jeg er et godt eksempel på at få miljø ind” (B19: 293-297).
Dette eksempel viser, hvordan man kan kombinere forskellige indsatser og derigennem skabe nye rum for interaktion. Miljøet, eksemplificeret gennem genbrug og affald, blev altså kombineret med social aktivitet, såsom teater og kaffedrikning. Denne indsats har derfor potentiale til at samle mange forskellige borgere med forskellige dagsordener og baggrunde. Nogle folk kommer for at finde nye sager, mens andre gerne vil af med deres brugte ting og nogle kommer måske pga. af det sociale og underholdende aspekt. Det midlertidige byrum kan sammenlignes med commons, idet beboerne får mulighed for at organisere ressourcerne i fællesskab. Ifølge Instituttet for Fremtidsforskning omkring fællesskaber, er borgernes ophold og engagement i byens rum en styrkelse af fællesskabet (IFF, 2008). KK styrker med denne indsats den enkeltes grønne handlemuligheder, idet aktiviteten bliver lettilgængeligt og åbent for alle borgere. Derigennem bliver der skabt et fællesskab, samtidig med at det har et miljømæssigt perspektiv. I KBH25 arbejdes der i stedet på en større skala, hvor fællesskabet omkring borgerne ikke er i fokus, men i stedet samarbejde mellem forskellige aktører og netværk, som vi vil uddybe i det følgende afsnit.
KBH25 – ALLIANCER OG NETVÆRK
Et af redskaberne i KBH25 er at skabe bæredygtig udvikling ved at etablere nye netværk og alliancer mellem mange forskellige aktører (KK 1). Tanken er, at myndigheder, universiteter og virksomheder skal samarbejde på tvær, og derigennem udvikle nye bæredygtige løsninger. Man kan argumentere for, at KBH25 arbejder strategisk med netværkstanken, idet formålet er, at de grønne forbindelser styrkes. Fx ved at KK inviterer forskellige virksomheder til at arbejde sammen omkring energirenovering. KBH25 arbejder på en større skala end fx lokalområderne og LA21, og man kan derfor ikke identificere fælleskab på samme måde, da netværkerne er mere abstrakte og flydende. På den anden side kan man argumentere for at KBH25 er en styrkelse af det mentale grønne fællesskab, ved at KBH25 italesætter et fællesskab omkring at være københavner og leve i en grøn by. Fællesskabet bliver i denne sammenhæng brugt til at styrke Københavns grønne identitet ud- og indadtil. Indadtil fordi københavnerne med KBH25 kan være stolte af KKs grønne initiativer, og udadtil fordi Københavns identitet bliver styrket i forhold til fx potentielle økonomiske aktører. KK har før arbejdet på lignende måde med fællesskabet, hvor de gennem kampagner forsøger at styrke stoltheden og københavneridentiteten med slogans som ”Sammen om byen”, og ”Ren kærlighed til København”.
DELKONKLUSION PÅ FÆLLESSKABER
I de overstående har vi identificeret forskellige perspektiver på, hvordan man kan anvende fællesskab, som et redskab til at skabe bæredygtig udvikling lokalområdet. Overordnet ser vi, at der et stort potentiale i at arbejde strategisk med fællesskab i forhold til at udvikle bæredygtige tiltag. Fællesskabet kan udvide de grønne handlerum i hverdagen og give en større bevidsthed om, hvilke muligheder/ressourcer lokalområdet rummer. Det kan være en stor udfordring at finde en samhørighed i hverdagen, og her kan der være mange potentialer i udviklingen af urbane commons.
Fælles for boligforeningerne er, at informanterne forklarer at fællesskaberne er blevet forstærket gennem implementeringen af klimaprojekter, og at der derigennem er blevet skabt et nyt fællesskab og identitet. Boligforeningerne adskiller sig fra hinanden, ift. hvilke forudsætninger de har haft for at udvikle fællesskabet, og hvordan fællesskabet er genopstået.
I HFK har de en særlig historie, hvor de har været udstødt fra samfundet og derigennem opbygget et lille selvbyggesamfund. Klimaprojektet er muligvis skabt ud af denne trang til uafhængighed fra det resterende samfund, hvilket også har styrket fællesskabe, og øget Energiudvalgets legitimitet. ABS bestyrelse har i modsætning til HFK anvendt fællesskabet som en ressource til at skaffe opbakning til klimaprojekterne et fællesskab som har skabt en klimaidentitet, ejerskab og stolthed.
34. Den rationalistiske, den inkrementelle og den deltagerorienterede planlægningstilgang
35. Her kan eksempelvis nævnes opførelsen af Bryghuset og Inderhavnsbroerne som er helt eller delvis finansieret af henholdsvis Realdania og A.P. Møller Fonden (Bryghusprojektet, Inderhavnsbroerne).
36. Et lignende scenarie udspillede sig i januar 2014, hvor Staten solgte Dong – aktier til Goldman Sachs. Selvom salget betød statsindtægter, frygtede befolkning forhøjede energipriser, hvilket skabte offentlig debat omkring salget. Dette er et bevis på at borgene reagerer på de ”usynlige” systemer og har en holdning til systemerne og mange borgere ville i denne situation gerne høres og have indflydelse.
37. Udskiftningen sikrer beboerne en besparelse på elregning i form af målerlejeafgift, og udgifterne til projektet vil være tilbagebetalt på syv år (HFK 3).
38. Efter opsætningen af bimålere og udskiftning af eludbyder sparede hver enkelt husstand i HFK 662 kr. i løbet af første halve år – efter administrationsomkostningerne og materiel investering var betalt (HFK referat 2).
39. Det er vigtigt at understrege, at i opstartsfasen var der en del kritik fra enkelte beboere, der fik billig strøm, som ikke var overbeviste om at energiudvalget kunne fremskaffe billig strøm (B16:8 – 15). Dette fik Boesen til at garantere for billigere strøm, hvilket dæmpede kritikken, og virkeliggørelsen af projektet kunne fortsætte (B16:46 – 49).
40. Det er vigtigt at pointere, at vi ikke empirisk belæg for, om ABS og HFK er unikke mht. fællesskab, og om klimaplanlægning har faciliteret planlægning. Omvendt kan man argumentere for at, hvis det ikke eksisterer et minimum af eller en kritisk masse af fællesskab i en boligforening, ville foreningen have udfordringer ved at træffe selv mindre komplicerede beslutninger.
41. Fx er det primært den ældre gruppe af beboer, der passer planterne på gaden, hvor børnefamilier bliver tiltrukket af fx aktiviteter såsom planteworkshops. Derfor arbejder bestyrelsen med, hvordan man få flere inkluderet ved at differentiere de forskellige aktiviteter (B17:119).
42. Reduceringen af selvbyggerkulturen i HFK kan også skyldes en stigende professionalisering og specialisering, der gør at beboerne vælger at betale sig fra det. Samtidig kræver det tid at dyrke fællesskabet, en tid som skal prioriteres væk fra elementer i livsverden og skal i det flydende samfund være en balance mellem frihed og ansvar.
43. Man kan også argumentere for at fællesskaberne var mere nødvendig for at opretholde mindre samfund som HFK i en anden tidsperiode, hvor indbyggerne havde færre økonomiske midler.
44. Clausen påpeger, at det er vigtigt, at man engagerer folk i fælles normer, hvilket man i en vis grad kan sige, at boligforeningerne har forsøgt. Dette har vi dog ikke mulighed for at påvise rent empirisk, davi ikke har været til stede under processen.