Dette kapitel præsenterer projektets teoretiske rammeforståelse, og er opdelt efter specialets tre grundtemaer, som er bæredygtig udvikling, planlægningstilgange og fælleskab.
Det første afsnit undersøger begrebet bæredygtig udvikling og udfolder centrale strømninger, som har påvirket miljødebatten. Dette giver os redskaber til, at vi i analysen kan identificere, hvilke perspektiver informanterne skriver sig ind i, og hvilke forskellige motiver for bæredygtig planlægning der udfolder sig.
Det næste afsnit tager udgangspunkt i sociologen, Bo Ellings planlægningstilgange med fokus på kommunikativ planlægning. Samtidig bliver Jürgen Habermas teori om kommunikativ handlen præsenteret for at give en relevant forståelse af centrale begreber som systemverden og livsverden. Afsnittet anvendes til diskutere de forskellige perspektiver på generelle planlægningstilgange, bæredygtig omstilling, og hvordan man engagerer borgerne på lokalt plan.
Det sidste teoriafsnit beskriver fællesskabet i det moderne samfund med udgangspunkt i den polske sociolog Zygmunt Bauman. Formålet er at undersøge, hvordan man arbejder med fællesskab både på kommunalt plan og hos boligforeninger, og hvilke potentialer og udfordringer der opstår.
BÆREDYGTIG UDVIKLING (SIRI)
KLIMAUDFORDRINGER PÅ DAGSORDENEN
Dette afsnit giver en kort baggrundsforståelse af, hvordan opfattelsen af klimaet har ændret sig, og hvordan interessen for miljøet i det seneste årtier er vokset markant både på politisk plan og hos den brede befolkning.
Den første gang, at klimaet kom på den internationale agenda var i Stockholm i 1972 under FN konferencen om det menneskelige miljø. Sverige arrangerede konferencen, fordi de svenske politikere var bekymrede for udviklingen med forurening og syreregn. Stockholmkonferencen startede en bølge af FN-møder med fokus på klimaet i forhold til fødevareproduktion, vand, teknologi, etc. (Sachs, 1992: 25). Sideløbende kom klimaet også i mediernes søgelys: et konkret eksempel på dette kunne bemærkes på de voksende artikler om klimaet tilstand i New York Times – fra at skrive 150 artikler i 1960erne til 1700 artikler i 1970erne (ibid.: 25). Den fornyede opmærksomhed på klimaet startede en ny erkendelse af, at verden er forbundet, og at landene ikke er ”self-contained units” (ibid.: 25). Denne nye erkendelse gjorde, at klimaet trængte ind i den politiske bevidsthed, og klimaet blev opfattet som et globalt problem, der kræver fælles løsninger og samarbejde på tværs af landegrænser. Lokale klimaforandringer blev derfor sat i et større perspektiv, og forskere kritiserede den stigende økonomiske vækst ud fra et økosystemsperspektiv, som opfatter jorden med begrænsede ressourcer (ibid.: 25-26). Det var især udgivelsen af Romklubbens ”Limits to Growth” i 1972, der satte spørgsmålstegn ved, hvordan man opfatter forholdet mellem vækst og jordens ressourcer. Limits To Growth indeholder præcise beregninger på, hvor meget belastning naturen kan holde til uden at forringe fremtidige generationernes livsbetingelser. I bogen konkluderes det blandt andet, at grænserne for vækst vil være nået på omkring 100 år, (fra 1970), og hvis der ikke bliver udviklet en bæredygtig økonomi i tide, vil det føre til kollaps (Videnskab.dk).
Brundtlandtrapporten med undertitlen ”Vor fælles fremtid” satte for alvor miljø på den politiske dagsorden, da den blev udgivet af FNs World Commission on Environment and Development i 1987. Det var første gang, at udvikling og miljø blev koblet sammen, og begrebet bæredygtig udvikling blev italesat (ibid.: 26-27). Koblingen mellem udvikling og miljø er blevet kritiseret fra mange sider, idet de to begreber repræsenterer to forskellige ideologier, hvilket vi vil uddybe i næste afsnit (Aagaard et. Al, 2010: 3). Rapporten udlægger den mest anerkendte definition i diskussionen omkring bæredygtig udvikling, der havde til formål at udvikle globale handlingsplaner for en bæredygtig omstilling som svar på stigende sociale og miljømæssige problemer (Sachs, 1992: 26-27). Hovedprincippet for rapporten er, at udvikling “meets the needs of the present without compromising the ability of future generations to meet their own need” (Brundtland, 1987: 54). Rapporten er fokuseret omkring, at samfundet og individet skal tage ansvar for sine handlinger, da det ellers kan have alvorlige konsekvenser for den fremtidige generation. Sagt på en anden måde, så skal livet indrettes på en bæredygtig måde, så den fremtidige generation ikke får forringet levestandarden. Derved bliver menneskets velfærd prioriteret højere end miljømæssig og økologisk bæredygtighed (Aagaard et al, 2010: 3). Brundtlandrapporten er baseret på tre dimensioner: miljømæssig – social – og økonomisk bæredygtighed. Disse har præget diskussionen omkring bæredygtighed lige siden, og vi anvender dem også til at præcisere og forstå motiverne bag de forskellige perspektiver (Aagaard et al 2010: 3). Herunder er opstillet en model, som illustrerer Brundlandtsrapportens forståelse af bæredygtig udvikling, hvor de tre ovennævnte dimensioner er forbundne og vægter lige meget.
Figur 2 Model over de 3 dimensioner på bæredygtig udvikling, Brundtlandtrapporten
FORSKELLIGE PERSPEKTIVER UNDER BÆREDYGTIG UDVIKLING
Formålet med dette afsnit er at give en indførelse i forståelsen af begrebet bæredygtig udvikling. De forskellige diskurser inden for bæredygtig udvikling kan give et billede af, om de to boligforeninger og KK er påvirket af politiske diskurser, og hvilke motiver der ligger bag deres handlinger. Afsnittet er primært inspireret fra bogen ”A New Agenda on Sustainability” af Aagaard et al., der indeholder bidrag fra forskellige forfattere, som alle taler for en nytænkning af konceptet og udvikling af nye praksisformer. På grund af begrebets brede betydning har vi med udgangspunkt i Aagaard et al. valgt at opdele de forskellige perspektiver i retningerne svag og stærk bæredygtighed for senere at kunne operationalisere bæredygtig udvikling i analysen.
Bæredygtig udvikling er som tidligere beskrevet et omdiskuteret begreb. Den åbne fortolkning fra Brundtlandrapporten med fokus på miljø -, sociale – og økonomiske aspekter har skabt essentielle retningslinjer, som gør det muligt for mange forskellige aktører med forskellige perspektiver at samarbejde mod en bæredygtig fremtid:
”Different actors will attach different meanings to the concept and have different views of the social processes leading towards sustainability” (Aagaard Nielsen et al, 2010: 6).
Alligevel skaber den brede fortolkning også mange modsigelser og konflikter af begrebet, fordi der ikke er bred enighed hos politikere og forskere om, hvordan målet skal nås og opretholdes. Modsigelserne handler primært om kombinationen af vækst og bæredygtighed. Aagaard et al mener, at det skaber en ”de-radicalization” af bæredygtighed, når bæredygtighed bliver sat i forbindelse med den kapitalistiske markedsøkonomi. Formuleret på en anden måde argumenterer Aagaard et al. for, at det bæredygtige aspekt netop forsvinder, hvis man fortsætter med at fokusere på det traditionelle vækstbegreb (Aagaard et al, 2010: 6). Dette ses tydeligt bl.a. hos mange multinationale virksomheder, når de misbruger begrebet gennem såkaldt greenwashing. Begrebet greenwashing beskriver virksomheder, der bruger flere penge på at have et grønt image end på at gøre produktionen mere bæredygtig i praksis (26). Mange virksomheder forsøger samtidig at skjule produkternes negative miljømæssige konsekvenser bag de grønne marketingsstrategier (greenwashingindex). Derfor kan det være uoverskueligt for forbrugerne at forstå de reelle miljøhensyn i forhold til produkter på markedet. Inden for energisektoren er udbredelsen af biomasse et godt eksempel, idet det er blevet markedsført, som et miljøvenligt alternativ til fossile brændstoffer. Det er til dels sandt, men afhænger i høj grad af hvordan biomassen bliver produceret og udnyttet, for hvis det bliver gjort på en forkert måde kan det ødelægge miljøet mere end det gavner. Fx kan brændsel af træ være bæredygtig, hvis det er overskudstræ, men ikke hvis det er træ fra regnskoven (Jørgensen & Olesen, 2011: 37).
Eksemplet viser hvor svært det kan være at manøvre rundt i de såkaldte ”bæredygtige tiltag”. Dette var også tydeligt at forstå på vores informanter fra boligforeningerne, som giver udtryk for, at det er svært at navigere i de forskellige udbud i forhold til alternative energikilder og andre bæredygtige tiltag. Det skyldes, at der findes mange perspektiver og interesser i forhold til bæredygtig udvikling. I det følgende vil vi præsentere udvalgte perspektiver under svag – og stærk bæredygtighed, og opdelingen vil bruges til at kategorisere og konkretisere tilgangen til bæredygtig udvikling.
SVAG BÆREDYGTIGHED
Tilhængere af svag bæredygtighed tror på, at en grøn teknologisk innovation kan skabe de nødvendige ændringer ved at kompensere for negativ påvirkning af klima og miljø gennem optimering af produktion. Det accepteres, at naturressourcerne reduceres så længe, at andre former for kapital forøges. Naturen bliver i denne sammenhæng set som kapital underlagt det kapitalistiske system, og inden for denne retning er det den økonomiske bæredygtighed, der er i centrum (Miljøstyrelsen). De miljøvenlige og sociale parametre er sekundære, og fokus er på at opretholde den økonomiske cyklus. Nedenfor har vi udviklet en forsimplet model, der illustrerer, hvordan vi ser prioriteringen af de tre dimensioner inden for svag bæredygtighed. Modellen viser hvordan den økonomiske bæredygtighed er første prioritet, hvorefter den miljømæssige og sociale dimension bliver tilpasset kapitalen.
Figur 3 Model over svag bæredygtighed
Ifølge Aagaard et al har den svage bæredygtighed præget den internationale politiske diskurs de sidste ti år, idet der er kommet et større fokus på cost-benefit, og derved på de kvantitative faktorer i forhold til en bæredygtig udvikling. Herhjemme har Bjørn Lomborg, som udgav ”The Sceptical Environmentalist”, blandt andet været en stærk fortaler for den svage bæredygtighed, og han har haft stor indflydelse på det altdominerende økonomiske fokus i dansk miljø- og klimapolitik (Aagaard et al., 2010: 5). Forfatterne Paul Hawkens og Amory Lovins fra USA hører under den samme økonomiske forståelse, som har en kvantitativ tilgang til bæredygtig udvikling. De står bag betegnelsen ”Natural Capitalism” også kaldet ”Green Capitalism”, som kom frem i slutningen af 90erne, hvor de argumenterer for, at man igennem et grønt teknisk fix kan løse klimaproblemerne, og man derved ikke behøver at ændre de nuværende levestandarder. Den enkelte kan altså fortsætte med de vestlige forbrugsmønstre, så længe at teknologien og ressourceforbruget optimeres og forvaltes bæredygtigt. Hawkens og Lovins anerkender de alvorlige miljømæssige konsekvenser, som den nuværende udvikling tilføres, men argumenterer for, at det kan løses, ved at ressourcerne udnyttes mere produktivt, og at naturkapitalen får en højere værdi (Hawkens et al, 1999: 27-28). En af hovedbudskaberne i naturlig kapitalisme er ideen om ekstrem ressourceudnyttelse, som betyder, at man kan beholde samme nytteværdi af et produkt ved brug af mindre energi. Samtidig mener de, at økonomisk vækst kan gå hånd i hånd med miljømæssige hensyn, ved at samfundet baseres på serviceøkonomi, hvor man kan leje varer i stedet for at eje dem. De er inspireret af en ”cradle til cradle” -tilgang, hvor alt, der produceres skal tænkes ind i et cirkulært kredsløb, men hvor økonomisk vækst fortsat er på dagsordenen. Formålet med budskabet er at skabe en løsning, hvor erhvervslivet og miljøet kan mødes og sammen skabe bedre levevilkår for samfundet. (ibid.: 29-30). En andet perspektiv, som også ligger sig under svag bæredygtighed er økologisk modernisering. Dette perspektiv kom frem i 80erne og har haft stor betydning for de internationale politiske strategier og på, hvordan politikere konceptualiserer og diskuterer klimaforandringer. (Hajer, 1995: 23). Diskursen er hovedsageligt båret af den engelske professor John Dryzek og bygger på en opfattelse af miljøet som katalysator for økonomisk vækst. Dette perspektiv er overvejende ekspertbaseret og kan bl.a. læses i flere steder i de politiske visioner for KK herunder KBH 2025, som vi vil komme nærmere ind på i analysen. Tilhængere af økologisk modernisering er fortalere for en grøn reformering, hvor man ændrer miljømæssige tiltag inden for systemerne, og prøver at integrere bæredygtige tiltag i den økonomiske udvikling. Dele af Vesteuropa har allerede implementeret programmer for grønne strategier og renere teknologier, som har reduceret dele af de negative følger, som er et resultat af den økologiske modernisering (Aagaard et al, 2010: 92). Det er grundlæggende baseret på en teknokratisk top-down-tilgang, med fokus på institutionelle og teknologiske løsninger, som at indføre partikelfiltre eller omlægning til bæredygtige energikilder. Denne planlægningstilgang vil blive beskrevet senere i kapitlet. Økologisk modernisering har øje for også at påvirke individets handlinger til at blive mere bæredygtige, men tanken er stadig at det skal gøres oppefra (Hajer, 1995: 21). Et eksempel er ”polluters pay principle”, som er et forsøg på at regulere den enkeltes handlinger, hvor institutioner indfører afgifter på miljøskadelige aktiviteter, som skal betales af den enkelte (ibid.: 20).
En kritik af perspektiverne under svag bæredygtighed er, at teknologisk optimering ikke er tilstrækkeligt, da de grønne strategier som oftest bliver brugt på mere vækst, og de dele af produktionen, som ikke kan løses med teknologiske løsninger bliver ignoreret. (Aagaard et al, 2010: 92). Fx er jorden ved at løbe tør for centrale råstoffer, og problemet er, at det ikke er muligt at genudvikle materialiteten af råstoffer. Dette er et stort problem, da mennesket ikke kan fraskrive sig naturgrundlaget (Nielsen, 2012: 57). Den svage tilgang er bundet op på aktører, som agerer inden for den rationelle tænkning i de socio-teknologiske systemer. Hvis man skal ændre systemet, kræver det at alle de forskellige elementer ændres (markedet, forbrugsmønstre, regulering, infrastruktur, kulturel mening.) Aagaard et al mener, at udfordringen ved den svage tilgang er, at den ikke sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved det moderne forbrugssamfund, og fokuserer på reformering snarere end revolutionering. Der er i stedet brug for at skabe nye tilgange med en mere radikal tilgang til bæredygtighed, men udfordringen er, at det indebærer en anden samfundsforståelse, som vi endnu ikke kender, og at ændringen kommer til at påvirke globale magtbalancer (Aagaard et al., 2010: 92) Fortalerne for stærk bæredygtighed stiller sig derimod kritisk over for de nuværende systemer og grundlæggende værdier hos den enkelte, hvilket vi vil uddybe i det følgende.
STÆRK BÆREDYGTIGHED
Den stærke bæredygtighed fokuserer på, at den bæredygtige udvikling ikke må overskride grænserne for naturressourcer, og naturen i sig selv er en værdi, som ikke kan sammenlignes med det økonomiske system. Herunder er der en tro på, at teknologien ikke kan kompensere for ødelæggelse og udryddelse af naturens ressourcer. Samtidig indebærer denne tænkning en radikal omstilling i forhold til menneskets forhold til naturen (Miljøministeriet). Det er altså de sociale og miljømæssige faktorer, som er i fokus, og der bliver sat grundlæggende spørgsmålstegn ved den økonomiske dimension. Modellen nedenfor illustrerer, hvordan vi ser vægtningen af de forskellige dimensioner i stærk bæredygtighed, hvor de miljømæssige og sociale dimensioner overskygger det økonomiske vækst-paradigme.
Figur 4 Model over stærk bæredygtighed
Nogle af de perspektiver, som bevæger sig under stærk bæredygtighed, er ”Eco- Development”, som blev startet af den tyske professor Wolfgang Sachs fra Wuppertalinstituttet i Tyskland. Sachs ønsker at sætte mere fokus på det økologiske aspekt i bæredygtig udvikling, som indebærer en cirkulær tankegang med inspiration fra det naturlige økosystem. Han kritiserer begrebet bæredygtig udvikling for at koble miljø og udvikling sammen, hvilket har fjernet fokus fra opretholdelsen af miljøets ressourcer til opretholdelsen af udvikling i samfundet (Sachs, 2000: 12). Han stiller sig kritisk over for det altdominerende vækstparadigme og mener i stedet, at verden må arbejde imod et samfund med lav vækst, dog hvor de bæredygtige tiltag såsom vedvarende energi og økologisk fødevareproduktion vokser. Sachs er derved kritisk over for vækstbegrebet, men fastholder stadig begrebet – dog i en ny form. For at kunne skabe en bæredygtigtig udvikling kræver det ifølge Sachs en ændring af den politiske dagsorden, som i stedet skal have mere fokus på fælles goder og mindre på privatforbruget (Sachs, 2010: 12). Sachs mener, at mennesket må finde alternative måder at leve på. Han stiller spørgsmålstegn ved de grundlæggende værdier i samfundet og argumenterer for, at en bæredygtig omstilling kan have en masse positive følger i samfundet. Han argumenterer for, at lavere vækst kan skabe højere livskvalitet samtidig med at naturressourcerne bliver skånet (ibid.: 2010). Derved sætter Sachs fokus på de sociale aspekter i bæredygtighedsbegrebet ved at kræve, at den enkelte skal gentænke værdierne i samfundet og leve på nye alternative måder.
Et endnu mere radikalt perspektiv under stærk bæredygtighed bliver stillet af Vandana Shiva, en anerkendt indisk miljøaktivist. Hun stiller sig kritisk over for udnyttelsen af ressourcer, hvor naturen kun bliver tilført værdi i forbindelse med økonomisk vækst. Derved er de etiske aspekter i forholdet til naturen forsvundet, og reduceret til forretningsmæssige foranstaltninger. Denne opfattelse af naturen er stadig det dominerende paradigme i det vestlige samfund trods alvorlige økologiske omkostninger. Det skyldes ifølge Shiva, at ødelæggelsen af naturressourcer er usynlige, og at det vestlige samfund gennem rigdom har udviklet barrierer mellem dem og den udpinte natur og mennesker. Hun mener derfor, at mennesket må tilbage til dengang, hvor naturen var noget alle havde adgang til og ansvar for. (Shiva, 1992: 233-236) Den nuværende udvikling udtømmer ikke kun ikke-vedvarende energi, men omdanner vedvarende energi til ikke-varende energi, fordi det økologiske system bliver afbrudt. (ibid.: 231). Hun mener samtidig, at løsningen skal komme fra folket – inspireret af de samfund, som lever et simpelt liv, hvor forbrug ikke omdrejningspunktet for de menneskelige værdier (Shiva, 2008: 46). Demokratiske principper er derfor i centrum, og hun bruger begrebet ”Earth Democracy” til at beskrive, hvordan en bæredygtig udvikling skal ske:
”Living democracies grows like a tree, from the bottom up. Earth democracy is based on local community-organized on principles of inclusion, diversity, and ecological and social responsibility” (Shiva, 2005: 10).
For at kunne løse klimakrisen mener Shiva, at der behov for et grundlæggende paradigmeskift, hvor samfundet følger de økologiske love i stedet for markedets (Shiva, 2008: 43). Det indebærer en afskaffelse af vækstbegrebet, og hun argumenterer for, at der i stedet skal skabes fokus omkring de faktorer der ligger uden for BNP. Shiva nævner Bhutan, der arbejder ud fra ”brutto-national-lykke” (27), som er et eksempel på, hvordan man oppefra kan udvikle alternative leveformer og værdier i samfundet (The Guardian). Bhutan har bla. valgt at træffe en række politiske beslutninger i forhold til øget vækst og modernisering, som man typisk ikke ser i andre lande. Fx har Bhutan valgt at fravælge industrier der forurener for meget og pålagt mange miljømæssige restriktioner. Ligeledes er deres mål for 2020, at al landbrug i landet i skal være økologisk. Derudover har de begrænset turismen i landet, og miljømæssigt er Bhutan på mange måder et forgangsland. Bhutan er derfor et godt eksempel på hvordan den stærke bæredygtighed kan praktiseres oppefra (GNH Index) Det interessante ved Shiva og Bhutans visioner for en bæredygtig udvikling, er at de har en holistisk forståelse og dyb respekt for alt levende, som ikke eksisterer i den ekstraktive kapitalistiske livsform. Dette ligger godt i tråd med Aagaard et al. som mener, at bæredygtig udvikling er tæt forbundet med socialt ansvar både på lokalt, regionalt, nationalt og globalt niveau. Aagaard et al. argumenterer for, at der skal udvikles:
“a form of democratic sustainability which should allow opening up public debate around different visions and alternative future ways of organizing society, politically, socially and culturally” (Aagaard Nielsen et al., 2010: 6).
Det handler om, at skabe et samfund, som ikke bliver styret af markedskræfterne, hvilket indebærer demokratisk og miljømæssig nytænkning, og ikke mindst mod til at gå imod strømmen og afprøve nye former (Aagaard et al., 2010: 7). Aagaard et al, mener samtidig, at der er ved at udvikle sig en mere holistisk forståelse af bæredygtig udvikling, hvor de forbundne kriser begynder at blive mere tydelige (Aagaard et al., 2010: 7). Det kan blandt andet ses herhjemme i den offentlige debat bl.a. ved at flere aviser såsom Politiken og Information begynder at have grøn omstilling i samfundet som et nyt journalistisk kerneområde med fokus på bæredygtig vækst, ressourceforbrug etc. (Politiken 4). Man kan derfor argumenterer for, at nogle af tankerne fra den stærke bæredygtighed begynder at vokse frem ved at der bliver skabt debat omkring de grundlæggende værdier i samfundet.
OPSUMMERING PÅ BÆREDYGTIG UDVIKLING
De præsenterede perspektiver under retningerne svag og stærk bæredygtighed viser forskellige syn på, hvordan man skal håndtere de globale klimaudfordringer. Overordnet er omdrejningspunktet i svag bæredygtighed at få de økonomiske og miljømæssige dimensioner til at arbejde sammen igennem økonomisk vækst. I både natural capitalism og økologisk modernisering tror man på, at der kan skabes de nødvendige forandringer gennem teknologisk optimering, og at det moderne menneske derigennem kan bevare de nuværende levestandarder. Derimod er der i den stærke bæredygtighed fokus på de sociale og miljømæssige aspekter, idet den fokuserer på, at det moderne menneske bliver nødt til at forandre grundlæggende værdier og forbrugsmønstre. Her er miljøet i fokus, og det er mennesket, der skal tilpasse sig naturen og ikke omvendt. Både Sachs og Shiva stiller sig kritiske over for det økonomiske vækst paradigme og de vestliges forbrugsmønstre, og tror på, at der skal ske radikale ændringer for at kunne skabe et stærkt bæredygtigt samfund. I den stærke bæredygtighed tror man på, at løsningerne skal findes gennem demokratisk proces, hvor miljømæssighed ansvarlighed bliver udviklet. Men hvad er borgernes opgave og ansvar i det her, og ikke mindst hvilket lokalt bæredygtigt handlerum eksisterer der? Og hvordan hjælper KK med at motivere borgerne i den grønne omstilling? For at vi bedre kan svare på dette vil vi i det følgende kapitel præsentere forskellige planlægningstilgange for senere i analysen at forsøge at udfolde disse spørgsmål, og samtidig sætte perspektiverne i spil ved at diskutere de forskellige tilgange til grøn omstilling hos KK og boligforeningerne.
PLANLÆGNINGSTILGANGE (MORTEN)
For at kvalificere specialets cases i forskellige planlægningstilgange har vi valgt at benytte Bo Ellings (28) forståelse af tre generelle planlægningstilgange med særligt fokus på ”kommunikativ planlægning”. Vi har kommunikativ planlægning som fokus, hvilket vi opfatter som empirisk berettiget, fordi kommunikativ planlægning forekommer som et centralt planlægningsideal i alle casene. Herved kan vi undersøge, hvilke planlægningstilgange specialets cases benytter, og i analysen diskutere betydningen og effekterne af de forskellige planlægningstyper. Vi anvender derfor Ellings planlægningstilgange til undersøge relationen mellem planlæggere og interessenter dvs. henholdsvis KK og borgere samt cases og beboere.
Efter præsentationen af Ellings tre planlægningstilgange præsenterer vi Habermas kommunikative handlen som er central for at forstå centrale begreber anvendt i kommunikativ planlægning. Herefter vil læseren blive præsenteret for kommunikativ planlægningsteori forklaret gennem Anika Agger – som i kap 5 vil blive diskuteret og analyseret i forhold til specialets empiri.
KOMMUNIKATIV PLANLÆGNING/FORSKELLIGE PLANLÆGNINGSTILGANGE
Inden for planlægningstilgange findes der et utal af metoder, hvortil planmyndigheder må tage stilling til – i samspil med øvrige interessenter i planprocessen, hvilken type vinkel der skal tillægges størst betydning i planprocessen (Agger, 2007: 31). I følgende afsnit tager vi udgangspunkt i tre forskellige planlægningstilgange med udgangspunkt i Bo Ellings artikel, ”Kommunikativ Planlægning og Magt 2”.
Den kommunikative planlægningsteori har fokus på at demokratisere planlægningen ved at opstille krav og rammer til, hvordan man etablerer en fair og inkluderende planlægningsproces, hvor alle aktører har mulighed for at blive hørt. Borgerdeltagelse spiller en central rolle i kommunikativ planlægningsteori, da deltagelsen forventes at medvirke til, at der dannes nye forståelser og konsensus samt gensidig respekt mellem de involverede aktører. Dette skal i sidste ende give et større demokratisk og legitimt beslutningsgrundlag (Agger, 2007: 39). Kommunikativ planlægning er derfor relevant i forhold til bæredygtig planlægning, fordi implementeringen kræver, at der udvikles nye forståelser, og der tages stilling til, hvordan de nuværende systemer fungerer. Således er kommunikativ planlægningsteori et opgør med de hierarkiske top-down-prægede planlægningsprocesser, og man kan derved sætte kommunikativ planlægningsteori i et Social Learning-perspektiv (29). Borgerne spiller derfor en aktiv rolle, idet de anses for at have ressourcer i form af lokal viden til det geografiske område. Med mobilisering af disse ressourcer i planlægningsprocesserne argumenterer Elling for, at resultaterne bliver bedre forankrede i lokalsamfundet, samt at de lokale beboere føler en større tilknytning og ejerskab til projekterne. De kommunikative planlæggere mener, at implementeringen af netværksstyring i planlægningsteorien følger nye inddragelsesformer og dialogformer, som den rationalistiske planlægningstilgang ikke kan rumme (ibid.: 32).
HVORFOR ANVENDE BORGERINDDRAGELSE?
Elling kritiserer planlæggertilgangen, hvor planmyndighederne i stor udstrækning forstår borgerinddragelse som en barriere fremfor at opfatte borgerinddragelse som en ressource (Elling 2014: 1). Igennem artiklen anvender Elling et borgerperspektiv på planlægningen, hvor han forklarer, hvorfor planlægning skal forstås i dette perspektiv, dvs. at planlæggeren skal indtage en empatisk position i forhold til borgeren (ibid.:1). Herved opfattes planlægningstilgange med vægt på borgerinddragelse som modpol til rationalistiske og inkrementelle planlægningstilgange. Elling forklarer, at magtbegrebet i planlægningen skal begribes demokratisk for at pointere, hvorfor planlægning og politik må sekulariseres i relation til magtbegrebet (ibid.:1). Borgerinddragelse har været på dagsordenen (indforstået i en københavnsk kontekst) i planlægningen i årtier, og har derved medført diskussioner om selve hensigten med inddragelse og effekten af denne (ibid.:1). Herved er borgerinddragelse blevet opfattet som et skift eller alternativ til konventionelle planprocesser, og hvor processen kan forny vores måde at opfatte planlægning på (ibid.:2). I dag er der bred enighed om at dialog og argumentation er væsentlige for legitimere planprocesser og for at sikre et niveau af demokratiske elementer (ibid.:2). Et centralt spørgsmål i denne sammenhæng er, hvordan vi opnår en balance mellem ekspertviden kontra borgerviden og faglige argumenter kontra lokal vide (ibid.:2). Ellings pointe er, at borgerens rolle skal være mere present allerede i opstartsfasen af planprocessen, så borgerinddragelse bliver til et led i realiseringen af planmyndigheders hensigter i modsætning til en proces, hvor ekspertviden bliver den dominerende faktor, fordi processen er forudbestemt og centrale beslutninger truffet før borgerne er hørt (ibid.:2). Elling argumenter for en anden tilgang til borgerinddragelse, hvor beslutningstagere kan opfatte planprocessen som en social læringsproces (social learning). Denne proces kan være i stand til at forny de konventionelle planprocesser gennem borgerdeltagelse (ibid.: 2). Hertil bliver der fokuseret på at borgerne med fordel kan tillægges et ansvar i planlæggerrollen (eksempelvis som formidlere eller ekspert i lokalmiljøer) som et vigtig led i det demokratiske værdisæt (ibid.: 2).
ELLINGS TRE PLANLÆGNINGSTILGANGE
Bo Elling differentierer mellem tre grundlæggende planlægningsorienteringer det rationalistiske, det inkrementelle og det deltagerorienterede. Planlægningstilgange (30) er retninger som specialet vil anvende til at identificere, hvilke planlægningstilgange specialets cases og KK benytter sig af i planprocessen, for senere i analysen at identificere, hvilke rationaler og bevæggrunde der er på spil hos specialets forskellige aktører.
Den rationalistiske planlægningstilgang tager udgangspunkt i en planlægningsproces domineret af ekspertviden der, i skikkelse af rationel viden, definerer klare målsætninger for planlægningen på baggrund af, at denne viden bedst varetages og formidles af beslutningstagerne (Elling 2014: 3). De rationelle værdier bliver herved defineret ud fra motiver og dagsordener, som planlæggerne (eksperterne) opfatter som logiske ud fra egen opfattelse. Denne tilgang bliver ofte argumenteret med politiske og økonomiske motiver og bliver formidlet som bred og formålstjenstlig, således at planlægningsmotiverne bliver sløret (ibid.: 3). Forstået på en anden måde målet helliger midlet. Denne type planlægning vil begrænse sig til at involvere borgere på et informerende og opklarende plan og vil traditionelt ske gennem borgermøder. Succeskriteriet i denne planlægningstilgang er, at planlægningen efter målsætningen opnås i højeste grad (ibid.: 3).
De inkrementelle planlægningstilgang afviger fra den rationalistiske planlægningstilgang, fordi fokus er på ressourceorienteret planlægning, der bliver udarbejdet på baggrund af tidligere planlægningserfaringer. Målsætningen skabes ud fra, hvad der er muligt at opnå med planlægningen, og i mindre grad (som rationel planlægningstilgang), hvad der er mest rationelt (Elling 2014:3). Et succeskriterium, som den inkrementelle planlægningstilgang også har som målsætning er, at de involverede parter opnår et tilfredsstillende niveau af enighed i det givne projekt (ibid.:3). Derfor vil planlægningstilgangen indeholde forhandlinger mellem forskellige interessenter, som udadtil virker som ligeværdige parter i forhandlingen, men indadtil kan magtfordeling og interesser være mindre jævnbyrdige (ibid.:3).
Den deltagerorienterede planlægningstilgang er baseret på involvering af borgere, og herved er det borgerinddragelse, der former processen, og herved prioriterer planlægningstilgangen et mindre fokus på interesser eller ekspertviden (Elling, 2014:4). Herved vægtes muligheden for at dialog og brede kollektive værdier hvor borgerne kan forme planlægningsprocessen for at identificere borgernes ønsker og behov (ibid.:4). Succeskriteriet for planlægningstilgangen bliver derfor selve borgerinddragelse og borgerdeltagelse, hvilket står i kontrast til de to ovenstående planlægningstilgange (ibid.:4). Inden for denne planlægningstilgang eksisterer igen forskellige grader og niveauer i forhandlingen mellem borgere og ekspertviden, hvilket kan forme planprocessen i forskellige retninger.
Vi har nu skabt et overblik over tre forskellige planlægningstilgange (rationel, inkrementel og deltagerorienteret planlægning) og kommet med empiriske eksempler. Herved har vi opstillet et begrebsapparat vi kan relatere til i analysen, hvor planlægningstilgangene (i empirisk relation) vil blive undersøgt nærmere. Vi kan gennem Elling konstatere, at der eksisterer forskellige generelle hovedtræk inden for borgerinddragelse i planlægningen. Hertil kan man argumentere for, at planprocesser ofte er unikke dvs. at parametre som økonomi, beliggenhed, bygherre, interessenter m.m. kan komme i mange kombinationer, og derfor kan det være vanskeligt at generalisere inden for feltet.
Inden vi forklarer kommunikativ planlægning nærmere, er det relevant først at inddrage Habermas teori om kommunikativ handlen, hvilket er et centralt begreb for at forstå en grundlæggende præmis for kommunikativ planlægning. Dette underbygges i nedenstående afsnit, hvor vi med Ellings optik redegør for den tyske sociolog Jürgen Habermas kommunikativ handlen i relation til planbegrebet. Forståelsen af kommunikativ handlen er desuden central for den senere læsning af Anika Agger.
Ifølge Habermas er kommunikativ handlen forbundet med livsverden, et begreb der tilhører den fænomenologiske tradition formuleret gennem Edmund Husserl, hvor begrebet bruges til at kortlægge menneskelig tænkning og handlen (se bilag A1). Herved skabes sammenhæng til en del af specialets videnskabsteori. Habermas teori er relevant på et andet plan – for at illustrere, hvordan sammenhængen mellem selve borgerinddragelsen i kommunikativ planlægning knytter borgerinddragelse tættere ind i et samfundsperspektiv. Dette perspektiv er relevant for at undersøge eksempelvis bæredygtige planlægningsrationaler forstået fra informanterne fra KK.
KOMMUNIKATIV HANDLEN OG LIVSVERDEN
Habermas teori vedrørende kommunikativ handlen fokuserer på de handlingsformende strukturer med udgangspunkt i menneskets handlen i det moderne samfund (Elling 2014: 5). Teorien handler om at forstå, hvordan og hvorfor menneskets handling må begribes i kontekst og relation til samfundet, men også hvor i samfundet de enkelte handlinger finder sted (ibid.: 5). Netop den specifikke handlings lokalisering i samfundet er central for at begribe handlingernes virke:
”Handlinger har forskellig orientering afhængigt af hvor de finder sted og deres effekt eller succes, må måles eller vejes på forskellige skalaer eller kriterier i forhold hertil og hvad, der er deres orientering” (ibid.: 6).
Herved foregår menneskets handlinger i det moderne (vestlige) samfund inden for rationaler og fornuft og er derved ikke funderet i overjordiske eller spirituelle overbevisninger, men handlinger udspringer af en normativitet formet af relationer mellem mennesker og væremåde (ibid.: 6). Særligt fornuftformen (31) kan relateres til rationalitet, hvortil kommunikative rationalitet skaber grundlaget for teorien om kommunikativ handlen (ibid.: 6). Eksempelvis kan en planlægningstype der inddrager fornuftsformen opfatte fx affektive værdier som rationelle i stedet for hvad der rationelt for det samlede samfund. Vi forstår altså fornuftsformen ud fra dialog i sociale relationer, og derved må moralske, æstetiske og kommunikative argumenter (i en kommunikativ planlægningstilgang) have samme betydning som eksempelvis instrumentelle argumenter (Agger 2007: 36).
Habermas anvender livsverden-begrebet til at forklare det sted, hvor menneskelig socialisering og sprogudvikling foregår. Den kommunikative handlen i livsverdenen er baseret på ikke-formålsrettet interaktion, som er i opposition til systemet (systemverden), der er baseret på formålsorienteret og strategisk handlen (Elling, 2014: 6). Systemverden skal i denne konteksts opfattes som f.eks. stat, administration, markedskræfter og ekspertsystemer, hvortil systemet repræsenterer både livsverden og systemverden og systemverden adskiller sig fra livsverden ved at handle efter forhåndsbestemte målsætninger og funktionalistiske faktorer (ibid.: 6). I specialet er der både eksempler på, hvordan KK gennem LA21 og KBH25 planlægges med fokus på livsverden og systemverden. Eksempelvis er begrebet fællesskab (som bliver forklaret nærmere i følgende afsnit) en central del for planlægningsretningerne i ABS og i HFK, hvor KBH25 tager udgangspunkt i en systemverden. Der er altså to perspektiver, som danner udgangspunkt for planlægningen som kan forklare rationalerne og bevæggrunden for planlægningsmotiverne. Mellem livsverden og systemverden vil der ifølge Habermas opstå et spændingsfelt hvor:
”(…) de forskellige handlekoordineringer og kriterier for vurdering af handlingers effekt altså ikke harmonerer, men må kæmpe om dominans, og det er i dette spændingsfelt at planlægningen foregår” (Elling, 2014: 8).
I tilføjelse til dette spændingsfelt, vil vi med udgangspunkt i kommunikativ planlægningsteori 32 uddybe hvordan der opstår spænding mellem livsverden og systemverden. Dette spændingsfelt er relevant at undersøge ift. KBH25 og LA21 planlægningsrationaler der viser sig i planlægningstilgangene.
UDDYBNING AF KOMMUNIKATIV PLANLÆGNINGSTEORI
Kommunikativ planlægning kan observeres i mange afskygninger og varianter. Derfor er det relevant at nuancere denne planlægningstilgang, som vil blive fremstillet med udgangspunkt i forhold til Annika Aggers definition af Kommunikativ Planlægningsteori. Agger har et borgerfokus i kommunikativ planlægning, hvilket er relevant ift. planlægning i ABS og HFK, fordi disse cases planlægningsforhold udgør borgere der planlægger for borgere.
Som nævnt tidligere i kapitlet forsøger den kommunikative planlægningsteori at demokratisere planlægningen ved at opstille nogle krav til og rammer for, hvordan man etablerer en fair og inkluderende planlægningsproces, hvor alle aktører i teorien har mulighed for at blive hørt. Borgerdeltagelse spiller en central rolle i kommunikativ planlægningsteori, da deltagelsen forventes at medvirke til, at der dannes nye forståelser og konsensus, samt gensidig respekt mellem de involverede aktører. Dette skal i sidste ende give et større demokratisk og legitimt beslutningsgrundlag (Agger, 2007: 39). Borgerne spiller derfor en aktiv rolle, idet de anses for at have ressourcer i form af lokal viden til det geografiske område (ibid.: 39-40). Med mobilisering af disse ressourcer i planlægningsprocesserne argumenteres der for, at resultaterne bliver bedre forankrede i lokalsamfundet samt, at de lokale beboere føler en større tilknytning og ejerskab til projekterne.
Desværre er virkeligheden ikke altid som teorien forskriver. Det kan være svært at få et bredt publikum til på konstruktiv vis at deltage i de forskellige inddragelsesprocesser og høringsrunder. Denne problematik kan være med til, at gøre det, der skulle være inddragelsesprocesser til ekskluderingsprocesser. Dette bliver særligt udtalt, hvis eksempelvis oplægsholderne under høringen anvender en diskurs eller et niveau, som ikke favner bredt, eller hvis det er begrænset, hvilken reel magt borgerinddragelsen kan få indflydelse på. I læsningen af KBH25 kan nogle borgere med en bæredygtig agenda muligvis føle sig overset, til fordel for KKs samlede målsætning om at blive CO2-neutral.
Den kommunikative planlægning hermed kan være med til at få borgere til at mødes og interagere gennem bl.a. dialogbaserede processer, hvilket måske kan være med til at afføde nye og styrke fællesskaber lokalt. Derfor er det interessant at se nærmere på netop fællesskaber, som bl.a. giver borgerne mulighed for handlerum, hvilket vil blive præsenteret i følgende afsnit.
OPSUMMERING PÅ PLANLÆGNINGSTILGANGE
Vi har nu skabt et overblik over tre forskellige planlægningstilgange gennem Bo Elling og uddybet kommunikativ planlægning (den deltagerorienterede planlægningstilgang) gennem Bo Elling og Annika Agger. Kommunikativ planlægning kan på nogle områder opfattes som et ideal, fordi det kan være svært at dokumentere, hvornår borgerne føler sig inddraget og hørt. Samtidig kan det være at engagere borgerene i de ideelle rammer og opbygge en ligeværdig beslutningsarena, hvor alle borgere tør og føler sig engagerede og motiverede til at deltage. Derfor er kommunikativ planlægning en vanskelig disciplin at mestre og det kan være en lang proces, men argumenter om borgerdeltagelse og inklusion er svære at frasige sig som planlægger specielt i et land med tradition for demokratiske processer og med en planlov.
Dette planlægningsafsnit vil blive brugt fremadrettet i analysen til at undersøge hvilke planlægningstilgange der ligger til grund for den bæredygtige omstilling i boligforeningerne og i KBH25 og LA21. Herved håber vi at kunne afdække hvor forskellige planlægningstilgange påvirker planprocessen og slutproduktet af planlægningen og undersøge hvilke rationaler der ligger til grund for planlægningstilgangene. Denne viden kan bidrage til at undersøge hvordan specialets cases planlægger og derved give nødvendige teoretiske bidrag til at medbesvare problemformuleringen.
LOKALE FÆLLESSKABER I DEN FLYDENDE MODERNITET
Vi vil i det følgende afsnit anvende den polske sociolog Zygmunt Bauman, som et teoretisk redskab til at nuancere og udfolde begrebet fællesskab, og til at forstå hvilken betydning fællesskabet har i arbejdet med lokale klimatiltag. Ydermere tilføjer Bauman et indblik i, hvilke barriere der kan opstå ved at forsøge at skabe fællesskab i det moderne flydende samfund, og til at forstå hvilke forskellige motiver der ligger bag. Instituttet for Fremtidsforskning har i 2008 lavet en rapport, hvortil instituttet fastslår at fællesskaber i andelsboligforeninger i fremtiden vil spille en væsentlig højere rolle for menneskelige relationer og andelsforeningernes attraktion (IFF 2008). Derfor er det relevant at undersøge fællesskaber i boligforeningerne, som en løftestang til at planlægge bæredygtig omstilling. Til slut vil vi inddrage Laura Tolnov Carlsen (33), som beskriver potentialerne i at sammenkoble fællesskab med bæredygtig udvikling i lokalmiljøet.
ZYGMUNT BAUMAN
Inden vi udfolder Baumans forståelse af fællesskaber vil vi give en kort præsentation af hans videnskabelige virke med udgangspunkt i sociolog Michael Hviid Jacobsen fortolkning af Baumans forfatterskab gennem tiden.
Det er nærmest umuligt at klassificere Bauman inden for en bestemt videnskabs teoretisk retning, men den mest rammende beskrivelse i gennem tiderne er betegnelsen humanistisk marxist (Jacobsen, 2004: 41). Essensen i denne beskrivelse af ham er, at han ser mennesket bag marxismen, og ”at der bag disse objektive beskrivelser findes subjekter, hvis eksistens de påvirker”. Denne forståelse er gennemgående i alle hans værker, som en underliggende rød tråd (ibid.: 19). Hans metodiske tilgang til feltet er baseret på en ”sociologisk hermeneutik”, hvor særlige sociale fænomener indskrives i en større, præfabrikeret fortolkningsramme (ibid.: 46). Denne er relevant for specialets videnskabsteoretiske udgangspunkt i forhold til specialets to boligforeninger, som på mange måder kan opfattes som ”særlige sociale fænomener” (ibid.: 46, IFF 2008). Et andet videnskabeligt greb er hans heuristiske tænkemåde med en underfundig dialektik, som det dynamiske udgangspunkt. Det er derfor ikke en passiv hermeneutisk tilgang, men den er i stedet konstruktiv og optimistisk. Han forsøger gennem sin kritiske forståelse at skabe grobund for en bedre verden, og opfordrer til et opgør med vanetænkningen og opfattelsen af viden, som værdineutral (ibid.: 47). Overordnet set er den kritiske tænkning central for hans forfatterskab og han stiller sig især kritisk over for samfundets ufrihed, ulighed og uretfærdighed (ibid.: 11).
Bauman er skeptisk over for det moderne storbyliv og de udadtil positive fremskridt, som han forsøger at komme bagom. Derfor er det interessant at anvende Baumans syn på fællesskaber i boligforeningerne i København. Bauman er en af tidens mest indflydelsesrige teoretikere inden for den postmodernistiske tænkning, og har omdøbt begrebet postmodernisme til den ”flydende modernitet” (ibid.: 269). Den flydende modernitet står i kontrast til fortidens faste strukturer, som var fastlagt af det omkringliggende samfund. Førhen var de fleste individer født ind i en forholdsvis fastlagt arbejdsmæssig stilling og et socialt netværk. På den måde blev individets identitet skabt ud fra et fast fællesskab og et arbejde, som enten hjemmegående husmor eller landmand. (ibid.: 274-275). Den faste modernitet var samtidig præget af et forudsigeligt, struktureret og ordenspræget byrum, som ifølge Bauman er ovre (Bauman, 2012: 49-51) I dag er samfundet konstant under forandring. Alle grænser er flydende og identiteten skal hele tiden redefineres, og fællesskabet forhandles (Bauman, 2001: 51-52). Dette skift har ændret menneskers opfattelse af tids forhold til rum. I dag er tiden altafgørende, hvorimod rummet har fået en mindre betydning (Bauman, 200: 2). Sagt på en anden måde, så er tid og rum blevet adskilt i praksis og moderne kommunikations – teknologier er med til at synliggøre denne adskillelse (ibid.: 8, Bilag B1).
Bauman er blevet kritiseret for flere forskellige aspekter gennem sit forfatterskab. I forhold til vores speciale er det især kritikken af hans syn på de moderne fællesskaber, som er relevant. Jacobsen har beskrevet og fortolket Baumans virke, og kritiserer ham blandt andet for at have en pessimistisk tilgang til udviklingen af nye fællesskaber, hvilket også er grunden til, at vi har valgt at supplere med Laura Tolnov Carlsen, som har en anden tilgang til udviklingen af for at fællesskaber, som vil blive præsenteret i afsnit 4.3.4 (Jacobsen, 2004: 325). Baumans perspektiv er derimod interessant, fordi han har et kritisk blik på de moderne fælleskaber, som vi vil udfolde nærmere i følgende afsnit.
NYE FÆLLESSKABER
På grund af omverdenens flydende foranderlighed er fællesskabet noget, som mange ønsker og stræber efter. Bauman deler fællesskab op i tre kategorier: Det utopiske, det ægte og det nuværende fællesskab. (Bauman, 2001: 15-17). Det utopiske fællesskab tager udgangspunkt i en velbalanceret synergi mellem de to ambivalenser: frihed og sikkerhed (ibid.: 9-10). De fællesskaber, som eksisterede førhen kalder han for de ”ægte” fællesskaber, idet fællesskaberne ikke var ”selvbevidste”. Ifølge Bauman er det ægte fællesskab noget man ikke kan skabe, fordi det bare ”er”. Ifølge Bauman forsvinder det ægte fællesskab, når det italesættes, og de ægte fællesskaber er ikke længere til stede i vores moderne samfund. Den intuitive følelse af samhørighed, som opstår, når man deler de samme livsvilkår og forståelser, er forsvundet, idet omverdenens flydende strukturer bliver mere betydningsfulde end det ægte fællesskab (ibid.: 15-17). I det moderne samfund er de ægte fællesskaber erstattet af ”nuværende” fællesskaber, som den enkelte frit kan vælge fra og til. Det varige er altså erstattet til med flygtige forbindelser, og det er netop i storbyen af den flydende modernitets foranderlighed bliver forstærket. Derved bliver de ambivalente sider af tilværelsen tilmed forstørret, idet storbyen både giver mulighed for anonymitet og frihed, men på den anden side mindre tryghed og fællesskab (Bauman,1998). Bauman er kritisk over for denne udvikling, hvor man skaber og italesætter fællesskab på baggrund af en fælles forståelse, fordi fællesskaber meget let kan blive skrøbeligt og have karakter af en ”løbende kontrakt”, som hele tiden skal fornyes. De nuværende fællesskaber ser Baumann som belejrede fæstninger, hvor den enkelte søger tryghed, men konstant skal bruge kræfter på at opretholde fælleskabet (Bauman, 2001: 20).
”Mennesker der drømmer om et fællesskab i håb om at opnå en langsigtet sikkerhed, som de savner så stærkt i deres dagligdag, og om at befri sig selv fra den tunge byrde det er hele tiden at skulle træffe nye og risikable valg, vil blive dybt skuffede” (Bauman, 2001:20).
I mange fællesskaber er det balancen mellem sikkerhed og frihed, som er i centrum. Hvis man er en del af et stærkt fællesskab, mister man dele af sin frihed, hvorimod man mister sikkerheden, hvis man fravælger fællesskabet (ibid.: 10). Ifølge Bauman indebærer den udvikling derfor, at de lokale og urbane fællesskaber bliver udvandet, hvilket vi også kan identificere i vores cases (Bauman, 1998: 29). Hertil er det interessant at diskutere om bæredygtig udvikling kan være en måde, hvorpå at lokalsamfundet kan genfinde et fælles ansvar, som de kan udvikle et fællesskab omkring.
BÆREDYGTIGHED, ANSVAR OG MORAL
For bare hundrede år siden eksisterede der en form for etisk forpligtelse over for ens nærmeste i lokalområdet (hvilket også blev forstærket af fx økonomiske og fysiske begrænsninger). Bauman mener, at mennesket ikke vil tage ansvar for det, som globaliseringen har medført (herunder fx eventuelle miljøspørgsmål) (Jacobsen, 2004: 245-246). Globaliseringen gør samtidig, at de fleste af menneskers handlinger foregår på afstand fx i forhold til naturens naturlige processer. Dette får konsekvenser for moralen, som bliver tydelig i den intime situation, hvor man står ansigt til ansigt med et andet menneske. Bauman mener, at der opstår en moralsk relation, som ikke udvikles i samme grad, når mennesket er distanceret fra hinanden. I en verden med flydende grænser og holdepunkter må mennesket derfor selv finde moralen frem dybt inde i sig selv. Moral er især relevant i forhold til bæredygtighed, fordi klimaforandringerne er ansigtsløse og komplekse. Spørgsmålet er i denne sammenhæng, om det er muligt at skabe en nærhedsmoral i en global miljø kontekst, eller om man i stedet skal forsøge at gøre bæredygtighed lokal og vedkommende (Jacobsen, 2004: 245-246). Forbrugerisme er en direkte konsekvens af denne udvikling, hvor individet står alene med at udvikle sin egen identitet. Her handler det om, at det moderne menneske hele tiden erhverver sig nye ting og kommer af med de gamle. Derved fremstiller individet hele tiden et billede af, hvordan virkeligheden bør være. Sat på spidsen er mennesket blevet forbrugere af de relationer og fællesskaber, vi indgår i (Bauman, 2000:118). Når fællesskaber opfattes som en del af midlet til den bæredygtige udvikling, er det derfor vigtigt, at have øje for kompleksiteten ved de nuværende fællesskaber, der jf. Bauman i højere grad er præget af uforpligtende og flydende relationer, der kan have betydning for den enkeltes ansvarsfølelse og moral. I det næste afsnit vil vi undersøge relationen mellem bæredygtig omstilling, rummet og fællesskaber.
BÆREDYGTIGE FÆLLESSKABER
Laura Tolnov Carlsen argumenterer i artiklen ”Re-inventing the Commons- How Action Research can Support the Renewal of Sustainable communities” for, at mennesket bør gentænke, hvordan man lever og deler ressourcer, for derigennem at skabe et mere demokratisk og bæredygtigt samfund. Mennesket skal tilbage til det hun kalder ”commons”, som beskriver hvordan mennesker tidligere levede et mere bæredygtigt liv med fokus på fællesskab og fordeling af ressourcer. For at kunne genskabe nogle af disse værdier, mener hun, at planlæggere kan finde inspiration i aktionsforskningen til at fremme en forandring gennem fællesskabet i ”Det fælles tredje”. Begrebet indeholder nogle interessante perspektiver på hvordan man sammen kan skabe et mere bæredygtigt samfund, som har paralleller til boligforeningernes arbejde med bæredygtig udvikling.
Commons stammer tilbage fra landskabsplanlægning, og refererer til alle de fælles naturressourcer, såsom marker, skove, vand etc. Samtidig er commons også meget mere end geografiske områder, men er også mere abstrakt, og indeholder regler og beslutninger i forhold til, hvordan man organiserer hverdagen og fordeler ressourcer. Sagt på en anden måde er commons både en aktivitet og en materiel ressource, som Carlsen forklarer:
“It implies a resource which is organized, managed and used by the community, and it embodies social relations based on interdependence, cooperation and co-decision” (Carlsen, 2014:2).
Commons er, fx når man i fællesskab beslutter at organisere fælles ressourcer med fokus på bæredygtighed, og Internettet kan ses, som et eksempel på en ny udvikling af commons. Ifølge Carlsen er den bæredygtige livstil med fokus på commons, som har eksisteret i århundrede ved at forsvinde (ibid.:2). Det er sket gennem det, som hun betegner ”Enclosure”, som betyder, at folket er ekskluderet fra fælles forvaltning af de fælles goder gennem stigende privatisering og regulering af naturressourcerne (ibid.:3). Konsekvensen er, at mennesket er bliver afkoblet fra naturen og mister forbindelsen og forståelsen for naturen. Samtidig mener Carlsen, at afkoblingen til naturen har svækket de sociale systemer og den gensidige afhængighed mennesker imellem (Carlsen, 2014: 4). Carlsen argumentere dog for, at der er en interesse i at genetablere disse værdier, og at forståelsen af commons kan give nye muligheder for en bæredygtig og demokratisk fremtid. Der eksisterer stadig landbrugsområder og lokale økosamfund, som lever med commons, hvor fællesskabet er omdrejningspunktet (Carlsen, 2014: 1-2). Men sådanne boformer har svært ved at overleve i dagens samfund. På mange måder kan man argumentere for at HFK er et urbant eksempel på dette ved at de har et stærkt fælles bånd og identitet i foreningen, hvilket er blevet forstærket af arbejdet med den bæredygtige udvikling. Det kan være svært at gendanne de tidligere tiders commons, men man kan tænke dem i nye former med fokus på fællesskabet i den postmoderne tid, vi lever i (ibid.: 5). Carlsen argumenterer for, at politiske strategier ikke har fokus på at skabe commons, men i stedet fokus på at involvere, men uden en demokratisk ansvarlighed. Borgere bliver kun involveret i forudbestemte processer, hvor borgeren ikke får lov til at definere selve problemet (ibid. 6). Borgerinddragelse bliver i stedet en magtkamp mellem forskellige grupper, som kæmper for deres individuelle materielle interesser. Men hvordan er det så muligt at genindføre forståelsen af commons i det urbane liv? For at commons kan blive en realitet i en urban kontekst kræver det en ny form for social learning, hvor der kan udvikles en ansvarsfølelse for naturen igennem det fælles tredje, som hun påpeger her:
“Rather it is the renewal of life orientations built upon a commons responsibility to commons living condition, and thereby the aim is to find the general and universal responsibility in the singular and local and to find democrative forms of regulations that could match this unity” (Carlsen, 2014: 7).
Citatet forklarer essensen i det, som Carlsen betegner det fælles tredje. Det kan beskrives, som et metodisk koncept funderet i aktionsforskningen, som opstår mellem forsker og deltager, hvor de traditionelle hierarkier er opløst. Det fælles tredje går udover den enkeltes egen horisont, hvor der stadig eksisterer de enkeltes interesser, men den fælles dagsorden er afgørende og i fokus. Begrebet refererer til en læringsproces, som opstår i sociale sammenhænge, hvor forskellige perspektiver kan skabe en gensidig forståelse for at have noget tilfælles. Fx dét at folk ser forskellige kvaliteter ved nærområdet, skal ikke ses som individuelle interesser, men som en fælles rammeforståelse for hverdagen, som alle deler (ibid: 7). Det fælles tredje kan beskrives, som en arena for dialog, som skaber sociale læringsprocesser, og fælles forståelse for noget, som en commons. Samtidig er det fælles tredje en læringsproces, hvor forskellige aktører i gennem dialog kan udvikle nye opfattelse af fællesskabet (ibid.: 7). Man kan argumentere for, at boligforeningerne har fundet et fælles tredje omkring arbejdet med klimaet, idet de har en fælles dagsorden omkring klimaet, hvor der samtidig eksisterer forskellige andre interesser såsom økonomi, klimaidentitet, fælleskab etc.
OPSUMMERING PÅ FÆLLESSKAB
I dette kapitel har vi præsenteret to forskellige blik på udviklingen af fælleskaber i dag. Ifølge Bauman eksisterede der førhen de ægte fælleskaber, som er forvandlet til de nuværende fællesskaber, som er flygtige og uforpligtende. Der er en ambivalens i det flydende samfund, idet det moderne mennesker higer efter tryghed i fælleskabet, men sideløbende ønsker friheden til selv at vælge. Bauman forholder sig kritisk overfor denne udvikling, idet det udfordrer udviklingen af fællesskaber. Carlsen argumenter i stedet for hvordan det moderne menneske bør finde tilbage til commons, som hun mener, er ved at forsvinde. Igennem det fælles tredje mener hun, at der kan skabes en ansvarsfølelse, som mennesket kan samles omkring og derved udvikle et nyt fællesskabsprojekt. Vi kan identificere begge tendenser fra Bauman og Carlsen i boligforeningerne, hvilket vi vil udfolde i følgende analysekapitel, hvor dette kapitels teorier vil blive anvendt gennem vores tre analysetemaer.
26. Et andet eksempel er adskillige danske taxa – selskaber, der bærer klistermærket med teksten”CO2 – neutral”, som i virkeligheden refererer til at taxaselskabets hjemmeside, som bliver opretholdt på servere, der anvender vindenergi. Herved kan det utrænede øje få den opfattelse af det er taxierne, der kører CO2-neutralt.
27. Brutto National Lykke er betegnelsen på visionen for den bhutanesiske stat. Bruttonational lykke bygger på ni domæner som alle vægter lige, som er levestandard, sundhed, uddannelse, god regeringsførelse, tidsforbrug, biologisk diversitet, psykologisk velvære, lokalsamfundets vitalitet og kulturel diversitet. Bhutan har i deres udviklingsmål både fokus på kulturel og miljømæssig bæredygtighed. Den bygger på buddhistisk tradition, hvor den enkeltes karma påvirkes af hvor godt den enkelte passer på alt levende herunder dyr planter (GNH Index)
28. Bo Elling er dr. scient. soc. fra Roskilde Universitet. Artiklen, Elling, Bo: Kommunikativ Planlægning og Magt 2 [forthcoming], er endnu ikke udgivet og artiklen er 2. udkast (dvs. artiklen er endegyldig).
29. Vi opfatter social learning i et planlægningsperspektiv som en proces, hvor en given planlægger deler ud af sin viden og gennem denne vidensdeling opstår der en social læringsproces, hvortil borgerne kan opbygge handlekompetencer og være med til at forme planprocessen (Agger, 2007: 39).
30. Elling anvender termen ”planlægningsparadigmer” i hans artikel – i specialet anvendes termen ”planlægningstilgange” for at konkretisere at resultatet af planlægning har karakter af handlingsmåde frem for en tænkemåde. Tænkemåden bliver også behandlet i analyseafsnit 2, hvor vi undersøger diverse planlægningsrationalerne.
31. Der eksisterer ifølge Habermas’ teori fire fornuftsformer, men vi har valgt at fokusere på den form, som relaterer sig til kommunikativ handlen, fordi dette begreb er det mest centrale ift. kommunikativ planlægning.
32. Kommunikativ planlægning kan sidestilles med Bo Ellings formulering af den deltagerorienterede planlægningstilgang, fremover i specialet vil vi benytte ”kommunikativ planlægning” som samlet betegnelse for Elling og Aggers kommunikative planlægningsforståelse.
33. Laura Tolnov Carlsen er tidligere forsker ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på Roskilde Universitet, hvor hun har forsket i bl.a. demokrati og landskaber.
