INTERVIEW MED MIKKEL GEORG SCHULTZ FRA SØPASSAGEN
BILAG 17
- OKTOBER 2013
I: Som vi snakkede om i telefonen, motivationen for at flytte herud, men selvfølgelig også motivationen for implementeringen af hele den her CO2-neutrale proces. Som vi altid plejer at fortælle inden vores interviews er, at dette interview vil tage form af et semikonstrueret interview, hvilket betyder, at hvis vi vil spørge om noget som ikke står på dette papir (interviewguiden, red.), for at uddybe et spørgsmål, så kan vi også finde på det. Derfor kan interviewet til tider tage karakter af en samtale. Fordi vi holder os ikke stringent til dette her papir. Til at starte med plejer vi også at spørge ind til hvem vi snakker med og f.eks. hvor lang tid du har boet her. Så hvis vi bare starter med det…
M:.. og I siger til, hvis jeg snakker for meget eller hvis I gerne vil have et længere svar eller hvis I vil have uddybet noget. Det står jer frit for
I: Meget smukt. Hvad har din rolle været i det her?
M: Er vi startet?
I: Ha ha. Ja. En, to, tre NU!
M: Hvad min rolle har været i det her? Jamen jeg fik jo en rolle hen ad vejen. Jeg flyttede først herind for fire år siden og kom ind i bestyrelsen for halvandet år siden. Min rolle er blevet i bestyrelsesarbejdet er blevet at fortælle om det arbejde vi laver dvs. at varetage kommunikationen med forskellige mennesker fra forskellige organisationer og foreninger som der henvender sig. Det er vi nogle stykker der gør.
I: Hvor mange sidder i bestyrelsen og er inde over den her proces?
M: Vi har en ret stor bestyrelse bestående af i hvert fald otte personer. Når jeg siger “ihvertfald”, så er det fordi jeg er i tvivl om vi er otte eller ni. Det er fordi jeg ikke kan gøre hovedregningen samtidig med at jeg taler. Det er derhenne af. Folk vil gerne være med i bestyrelsesarbejdet. Der er ikke generalforsamlinger, hvor folk kigger ned og siger “det gider vi ikke” eller “vi tager en anden” eller at der ikke er nogen der melder sig. Det er der ikke. Så det er en velfungerende bestyrelse.
I: Er det bestyrelsen der trække alle beslutningerne eller har f.eks. et energiudvalg?
M: I bestyrelsen har vi flere udvalg. Vi har flere, nogle står for salg, nogle står for klima, nogle står for formidling og der er selvfølgelig en masse overlap. Der er også nogen der står for forskellige praktiske ting. Jeg står f.eks. for kontakten til vores gårdmand som også er beboer i foreningen. Vi har en del fællesarealer og vi har også fået en tagterrasse, så det bliver en del. Og så er der nogle der har kontakt til beboerne ude på gaden og står for blomsterne der og planterne. Så jo, der er en masse små uddelegeringer og der en masse undergrupper. Men der er ikke den store beslutningsmagt i de her grupper. Det er ikke sådan at jeg beslutter mig for at nu skal vi have en vindmølle derovre. Det skal være konsensus. Det er beboerne der bestemmer i de store linjer, kan man sige.
I: Er der nogle der noget, altså vi har jo læst at Martin Von Krauss har en del viden omkring den her klimaproces, er der andre som har viden omkring klimarenovering og bæredygtighed?
M: Ja, Martin har jo i hvert fald fået en del viden undervejs og han arbejder jo professionelt i Canada med det her, så det han har lavet i Søpassagen er faktisk så godt, at han har lavet sig en karriere ud af det. På et universitet i Canada. Vores nye formand, vores nuværende formand, Andreas, har været med under processen og har opbygget sig en del viden og har et ret stort overblik. Vi andre prøver at støtte ham så godt vi kan. Der bliver vi meldt til fordi vi har en livlig kommunikation, så han er bliver hjulpet fra højre og venstre. Men der er nogle som er bedre til det end andre og påtager sig mere end andre.
I: Du har altså valgt at tage dig af kommunikationen med bl.a. beboerne?
M: Ikke så meget med beboerne, men besøgende. Vi har haft en del henvendelser fra foreninger, firmaer, fonde, universitetet også. Ambassadører fra Holland blandt andet. Der har været en del henvendelser, en lektor fra Australien har vi haft på besøg. Så det drejer sig om rundvisninger i foreningen, hvor vi viser hvad vi har lavet. Kommunikationen med dem der stiller spørgsmål. Vi har deltaget i nogle konkurrencer, vi har faktisk lige fået førstepladsen et symposium på KU, der “Communicating the Obvious” (klimaevent afholdt af EU-kommissionen, red.). Det er vi super glade for. Der var jeg med inden over og vi blev fremhævet som en det eneste projekt der var blevet set som, anderkender at CO2-neutralitet har en pris. Det var interessant, synes jeg, fordi i starten købte vi jo kvoter for at blive dækket ind. Det var en nødvendighed, men vi følte lidt at vi snød. Vi synes at det var snyd at købe kvoter, men sådan kunne vi blive CO2-neutrale. På sigt kan vi gøre det gennem teknikken og gennem forbrug. Og da jeg var med til dette symposium, der var lige pludselig en der sagde der at “det her projekt koster penge og dem må vi investere”. Som han sagde: “hvem fanden køber ellers kvoter?”. Der er ikke særlig mange der siger “ok, så går vi ud og køber kvoter”. Det var først der det gik op for mig, at vi har jo ikke snydt, vi har jo betalt ekstra og vi har haft en målsætning. Så det har været interessant og inspirerende at være med i og møde andre.
I: Tror du at det letter processen at man har erklæret sig CO2-neutrale ved køb af kvoter, til at skabe sig en identitet i foreningen, som man senere har kunne bruge til at skabe en interesse fra f.eks. fonde og samarbejdspartnere?
M: Det tror jeg. Martin var dygtig til at fange og var dygtig til at kommunikere det positive. Og delte det store op i små bidder. Han var også god til at ligge det fuldstændigt ærlig ud og sige “der er ingen overraskelser i det her, du bliver ikke snydt af at være med i det her”. Så det er også et spørgsmål om tillid. Det var jo ikke alle beboere der var med fra starten. Det var ikke meget mere end 50/50-beslutninger til de første skridt. Og i dag har vi jo, det er jo stadig ikke en 100%-tilslutningen, men vi har en meget stor beboer-tilslutning til det her projekt. Og jeg tror bestemt det handler om at vælge og lave en god plan og sige ” nu tager vi de laveste frugter først”. Så derefter tager vi de lidt højere og tager det næste skridt. Så sætter vi nogle tanker op og vi har ikke en forventning om at opfylde det alle sammen, men siger: “det her er vores arbejdsområde”. Hver gang vi får opfyldt noget, skal vi huske at være stolte af den del. Så jo det, at vi købte kvoterne og kunne sige “nu er vi CO2- neutrale” har også været motiverende og sætter en effekt i det. Og omvendt så var det også.. at vi sagde “at det er det, vi vil”. Og vi har investeret i det – det, tror jeg, faktisk har været vigtigt.
I: Du nævnte før at der var nogle beboere der var meget interesserede i det og nogle beboere der var mindre interesserede i projektet, kan du nævne nogle af de modargumenterne for projektet?
M: Penge er et vigtigt argument. Jeg tror ikke på at man gøre sådan noget her, hvis ikke det økonomiske hænger sammen. Så havde vi aldrig fået solceller på taget, hvis regnestykket havde været negativt de næste tyve år frem. Nu har vi fået solceller på taget og vi har en regnestykke der godtgør at vi har et positivt regnskab. Den huslejestigning der har været, har ikke været så markant, men vi måske også nået en smertegrænsen ift. huslejestigninger. Men det at gå op sige: “det her det er målet, det kommer til at koste en huslejestigning på 11% og sige er I med?”. Der var økonomien et sprængende punkt. Det handler jo også om forskellige interesser. Vi vil jo også gerne have forskellige beboere. Det er jo en gammel bygning. Der er folk der har boet her stort set, siden de blev født. Der er svage beboere, der er unge beboere, børnefamilier, der er karrierefolk. Der er det hele herinde, men det er ikke alle der har lige mange penge til huslejen. For nogle er det hårdere end for andre. Der er pensionister. Det med at hæve huslejen, kunne kun lade sig gøre fordi vi havde en relativ lav husleje i forvejen. Vi havde en god og sund økonomi og det har vi stadigvæk. Det kan kun gøres hvis man har et overskud at gøre det af. Man kan ikke spare penge på det vi har gjort nu og her. Men på længere sigt, har det en funktion.
I: Hvordan har I så motiveret folk, hvis der har været beboere der ikke har ville være med fra start?
M: Jamen jeg tror.. det er jo også tydeligt at klimaet er present i alles bevidsthed. Vi ved alle sammen at der er noget med nogle drivhusgasser, der noget med noget varme der kan blive værre og der noget med nogle poler der kan smelte. Der er også noget med hvad kan vi gøre? Så der er nok i virkeligheden herinde at vi har fået et fællesskab hvor vi kan handle sammen. Det er svært at gøre det her på egne hånd altså som forbruger. Den bevidste forbruger er på herrens mark. Men her, der kunne vi lave noget sammen. Så dem der var motiveret for det fra starten, vidste at det her handler om meget mere end Søpassagen. Det handler om nogle større visioner. Dem der er blevet det hen ad vejen, vi ved at det ikke kun handler om nogle store udvendige motivationer, det handler om faktisk også om noget der bliver helt håndgribeligt her i min dagligdag. Det er også svært at finde ud af hvilke projekter der er hvad. F.eks. at skabe grønt liv på gaden – det kan du angribe fra flere vinkler. Det kan være noget med overfladevand, der ikke går i kloakkerne, det kan være noget med planter der er iltgivende, det kan være noget med hyggelige liv og kvaliteten i gaden, ik? Green gardening er jo også populært og det her er jo en del af det. Det handler også om at få råderum over et område. Altså jeg kan handle med det.
I: Så du siger at nogle har brug for at have det lokal forankret og nogle har haft det mere globalt?
M: Jeg tror det var det at gøre noget, trods alt noget, at være en medspiller om så det var en dråbe i havet, så tror jeg at det var ideologien i det. Der startede det. Det var ideologien der også investerede i det. Men det håndgribelige.. det har også været vores ide. Der skal være håndgribelige beviser på at det her, det sker. Du kan ikke kun hænge det op på noget overjordiske eller “efter-mit-livsk”. Altså Nordpolen smelter, men der går nok 50 år eller mere. Du skal have noget der er tæt på for rigtigt at forholde sig til det.
I: Nu nævner du det her grønne herunder. Hvad har mere været en faktor?
M: Der har også været nogle sociale aktiviteter. Der har været noget karneval, der har været noget “slå katten af tønden”, der har været nogle.. nogle projekter f.eks. træerne herude har haft noget billeværk og der var en ide om at hvis man fik fjernet bladene nede fra jorden, så ville billeæggene nedsætte angrebene. Det er jo kommunens træer så det at være herude og få fjernet nogle blade og derefter spise nogle pizzaer. Den slags projekter. Meget af det er bundet til det grønne f.eks. det at kunne lave sin egen kompost – man kan lave sin egen kompost herude. Efterhånden er der kommet flere ting på. Oppe på terrassen kan man have planter, men nu kan man have sig egen køkkenhave deroppe. Det har været noget socialt med planterne derude, og så har vi investeret i fælles vaskeri. Og sørget for at få sat tørresnore op og få lavet terrasser på bagsiden. Så lige nu er der ude i vores gård, i vores meget smalle baggård, der er der et kæmpestort stigtårn, som står midt i det hele og en kran som fylder det hele og inden ved vores vaskehus og badehus er der en lille passage under et halvtag og det er under det halvtag, folk hænger deres vasketøj op. Denne her vasketøjskultur, den er her bare. Folk de hænger deres vasketøj op overalt. Så det her med at gøre fællesarealet brugbart og hyggeligt eksempelvis legepladsen hernede søger for at, det lyder måske åndsvagt, men søger for at renovationsområdet er behageligt. Det er flot, der vokser vedbend på det (skraldeskuret, red.). Og have de her vaskerum, som er et godt alternativ til at have en vaskemaskine, som er behagelige og hyggelige og ved siden af tre brusekabiner som er et godt alternativ til at skulle have en brusekabine i lejligheden. Vores lejligheder er jo 50 kvadratmeter-lejligheder eller 100 kvadratmeter-lejligheder, sammenslåede lejligheder, eller 150 kvadratmeters-lejligheder. Der er jo masser af plads til større badeværelse i de sammenslåede lejligheder. Det kan man sige at det er hvor man gerne vil have sit eget, at det giver et lidt større vandforbrug. I de mindre fylder et brusebad jo rigtig meget. Så de fleste går ned i gården. Så det, at det er et behageligt sted, gør at rigtig mange vælger det. På trods af at de bor på femte sal og det kan virke lidt langt væk, ik? Langt svar igen, ik?
I: Det er så fint. Du kommer lidt ind på det. Hvilken værdi kan du ellers se i det her projektet?
M: Jeg kan påstå at folk er blevet gladere for hinanden. Fordi jeg har ikke været med i hele processen, men jeg kan jo høre. at folk kommer hinanden mere ved. Da jeg kom til for tre-fire år siden, slog det mig at vi hilser på hinanden på gadeplan. Det er sådan.. det er blevet en lille bitte landsby i byen. Det er nå jamen, dem oppe på femte og så videre og ham i nummer 16. Folk kender hinanden på kryds og tværs. Folk møder hinanden på fællesarealerne, i vaskerummet og er engagerede nok til at være med. Det synes jeg er en kæmpe stor værdi at jeg kender min nabo og hvis hun har brug for hjælpe, så ville hun komme ind og spørge. Det synes jeg er en kæmpe stor værdi. I forhold steder jeg har boet. I en storby forsvinder vi i hinanden og her er der i hvert fald mange der har fundet hinanden.
I: Men I har også haft stor fokus på det inddragende i processen?
M: Jo! Og igen en cadeau til Martin. Han har haft en forståelse for at det kræver.. ikke at han er motiveret, men at alle bliver motiveret for det. Han har været god til, og det skal vi huske at blive ved med at være gode til, at skabe nogle tilbud til beboerne, som de har mulighed for selv at deltage i og handle i også. Sådan noget her går jo i bølger, så hvis er en der har gjort rigtig meget ved planter, og siger: “nu har jeg fået arbejde i Jylland”, så der kan man komme ud fra at projekter kan stagnere og den modstand der opstår, den må man tage med. Fordi det går i bølger.
I: Men har det startet et eller andet så folk, så folk der ikke har været med fra før i processen og har fået lyst til at deltage i det med klimaet? Eller er det de samme mennesker igen?
M: Der er kommet flere og flere der melder og siger “jamen, jeg kan jo se at jeg gør noget”. Det var også noget af det, det vi startede med var jo meget synligt fordi vi startede inde i lejlighederne. Vi lavede en kort beregning på vandforbruget. Altså vand det er så billigt, så det skal ikke være ud fra et økonomisk synspunkt at man rigtig sparer på det. Men alligevel, hvis man bruger rigtig meget vand, så kan man godt. De gamle toiletter det var højskyldstoiletter, og de skyllede 12 liter vand ud, hver gang en hev i snoren. Vi har nu lavskyldstoiletter. De er ned på under tre liter måske i virkeligheden omkring to liter pr. skyld. Der kunne vi jo godt regne ud. Fra tolv til tre – det er godt nok mange penge til sidst. Det kan godt være vand er billigt, men når forskellen er så stor så kan man godt sætte en udregning op. Det betyder at foreningen kunne se at i løbet af fem, vil vi spare noget. Så der var det foreningen der sagde: “her kan det betale sig at skifte dem ud”. Så tilbød foreningen at murerarbejdet efter udskiftningen, står I selv for, men det toilet I har, det henter vi og det nye toilet kommer en VVS’er med og sætter op. En løsning der gjorde det meget let for alle. Jeg får et nyt toilet og det bruger mindre vand og det larmer ikke så meget. 12 liter larmer jo en halv time efter man har trukket. Så sådan nogle ting blev meget tydelige. Og f.eks. i køkkenerne. Der er mange forskellige armaturer i køkkenerne som fordelte vandet på en masse forskellige måder der laver nogle forskellige udregninger. Der lavede vi også nogle udregninger at hvis vi sætter et armatur op i lejlighederne og siger til alle: “Værsgo, du har ikke besværligheder med at skulle finde det og installere det, det er der andre der gør, men til dagligt vil du opleve at til dagligt de næste mange år, at når du trykker op og holder inde (tænde vandhanen, red.) vil der komme en stor stråle ud, og hver gang du giver slip kommer strålen ned på halv. Det er utroligt synligt. Det er der mange der fremhæver: “jeg kan jo se at dér sparer jeg. For normalt ville jeg lade vandet løbe, mens jeg skællede gulerødder her, men når jeg gør det, gik den lige ned på halv”. Så det at være aktiv på vandhanen er også noget mange lægger mærke til. Det bliver synligt – der er faktisk noget her. Det er faktisk ikke så svært. Så blev alle også tilbudt lister. Det er jo en gammel bygning – skæve døre og vinduer. Vi har isoleret bygningen, der hvor det kunne betale sig bl.a. fra kælderen og op til første sal, men i mange tilfælde, kan det ikke betale sig at isolere sådan en bygning her. Vi undersøgte om det kunne betale sig på ydersiden, men kommunen sagde nej og ingeniøren sagde at det heldigvis ikke kunne heller ikke rigtig betale sig. Heldigvis. Det er jo ikke særlig pænt med facaderenovering, så det ud fra nogle æstetiske synspunkter. Heldigvis. Men der tilbød vi så tætningslister til alle beboere. De kunne bare komme ned til viceværten og hente dem. Han havde købt dem og havde et kæmpe stort lager. Man skulle ikke selv ud og hente dem og have det besvær. Man kunne også få søm til og banke dem ind med. Det betød at inden for et efterår havde alle sat lister i deres døre. Og gik alle sammen rundt og sagde “jeg går da ikke med sweater på længere”. De kunne ikke mærke de her træk der var rundt omkring. Og nu får vi jo skiftet vinduer ude på forsiden og der vil vi jo opleve at støjen fra den ret store vej herude på siden (Tagensvej, red.), den vil være mindre fordi det vil være trelagsruder. Isoleringen vil være enorm og det er en lavenergi-rude. Det handler også om at når man køber noget nyt, så køber du også noget energirigtigt.
I: Hvordan reagerer mennesker på at der er nogle fra en bestyrelse på, at nu skal I have denne her løsning. Det kan jo godt være at man kan spare noget f.eks. kan man måske synes at en bestemt vandhane har en personlig værdi eller et gammel vindue, så kan man måske føle at der kommer nogle ind og ændrer noget på privat jord. Hvordan har I arbejdet med det?
M: Det er rigtigt. Det er vigtigt ikke at tvinge nogen. Hvis man ikke ønsker det vil vi ikke tvinge nogen. For vi mener ikke at.. vi har flertal. Nogle ting bliver gennemtrumfet fordi vi har flertal. Vi vedtog en huslejestigning på et flertal. Ikke et absolut flertal. Så noget kan man ikke komme udenom. Så de der dagligdagsting, der mener vi ikke at tvang er særlig hensigtsmæssigt. Vaskehuset er et godt eksempel på det. Vi kunne jo sige i foreningen, hvis vi havde flertal for det: “I må ikke have vaskemaskine i lejlighederne. Det vil vi ikke have”. Det kan en forening jo sige. Vi kan sige: “vi vil ikke have husdyr, vi vil ikke have vaskemaskine, vi kan sige det ene og det andet – fordi vi har vores vaskehus, I kan alle gå ned og vaske der”. Det ville nok have været demotiverende. Så ville man måske tænke: “at det her projektet, ville være en ulempe for mig. Her oplevede jeg en konkret ulempe”. Så der er ingen grund til at tage det fra folk. Men omvendt kan vi give et godt alternativ. Særligt hvis man bor på femte, men hvis man bor på første er der forbavsende kort derned. Så der er faktisk nogen der har sagt: “jeg gider ikke have min vaskemaskine mere, den fylder en kvadratmeter i min lejlighed og det er jo meget nemmere at gå derned”. Så vil vi jo meget hellere gå derned, det er jo meget billigere og den har noget miljørigtigt vaskemiddel. Det er det i hvert fald indkøbt som, man får jo ikke noget helt miljørigtigt vaskemiddel. Og så kan jeg jo vælge om jeg vil bruge tørretumblerne. Så vi har stillet tørretumblere til rådighed. Sindssygt energikrævende. Men de er der. Til gengæld har vi sat prisen derefter, så hvis du bruger dem, så betaler du derefter. Så roadpricing, kan vi næsten kalde det, ik? Så vi tvinger ikke i den udstrækning det overhovedet kan gøres. Fordi det er demotiverende og det er meget vigtigt ikke at modarbejde. Og det er jo den der balance der mellem vores individuelle rettigheder og lyster og ønsker og så fællesskabsønskerne. Der vil altid være et clash et sted, ik?
I: Jeg kom til at tænke på det her med de daglige rutiner. Da du flyttede herind og de havde lavet man her ændringer. Hvordan kunne du mærke at dine daglige rutiner ændrede sig? Eller er der nogle der har snakket om at de har ændret bevidsthed f.eks. ift. affald eller energi?
M: Afgjort. For nogle er det meget present. Nogle har gjort det hele deres liv. Nogle har altid sparet på vandet. Det der med vandhanen det giver mig god samvittighed. Det er svært at huske lige at skulle tænde og slukke. En gang imellem har stået og tænk på at jeg står to meter væk fra vandhanen og den hælder bare vand ned i vasken, ik? Fordi at sådan bliver det praktisk, ik? Vores liv er hektisk og hvis vi samtidig skal have dårlig samvittighed og det med vandhanen.. det magter jeg ikke, men jeg kan alligevel godt mærke et stik en gang imellem. Så når vandhanen lige slår fra.. ah! Det tænker jeg alligevel ind imellem. Det er en lille erkendelse, det er teknisk løsning på et meget mentalt problem. Men måske i er det i virkeligheden delt. Der er rigtig mange der siger de her ting. Selvfølgelig er der også nogen.. Forleden var der en der sagde. “min vandhane er gået i stykker. Den er holdt op med at gå ned på halv kraft”. Der var så en anden der sagde: “Kan vi så ikke bytte, for jeg synes det er skide irriterende”. Og det kan vi jo godt grine lidt af. Fordi vi ER forskellige. Der hvor jeg synes det er perfekt at gøre sådan her, er der andre der tænker: “ahh, det er fanme også.. og så skal jeg stå sådan der, ik?” Jeg ved ikke hvad løsning blev, det kan jo være de bare bytter. Jo, folk har ændret deres adfærd. Der er mange der fortæller at folk har ændret adfærd ift. affald. Og det er jo ikke.. vi har jo fået elektrisk affald til plast og andet. Vi er begyndt at sortere mere og mere. Vi har også lige fået affaldssortering og hvis I går ud i gården og ser, kan I se at de er fyldt op til bristpunktet. Folk der sorterer. Så hele den overordnede tankegang er båret af de enkelte husstande. Jeg er ikke helt sikker på at jeg svarede på dit spørgsmål.
I: Det er jo svært at svare på. Du repræsenterer jo en masse mennesker.
M: Jamen jeg repræsenterer en masse mennesker, men det er jo med forbehold for at vi ikke er enige på det hele. Nogle vil kunne genkende noget, nogle vil genkende noget andet og nogle mener noget andet.
I: Jeg synes det er imponerende hvor meget I har fået gennemført på utrolig kort tid, hvis vi perspektivere det til andre projekter vi har undersøgt. Hvor man simpelthen siger: “vi bliver nødt til at tage de her projekter med meget små skridt. Ellers kan beboerne ikke magte det eller de løber kolde i det”. Er der ikke nogen der siger her: “Ej, nu er det altså lige grønt nok eller skulle vi ikke bruge pengene på noget sjovere?”
M: Nej, det har vi ikke haft. For der er jo heller ikke ingen penge. Ha ha. Der er jo kun de penge, vi sparer eller der kun de penge vi investere i de her projekter. Det er ikke sådan at vi har 500 kr. om måneden og så siger vi “i den her måned gider vi ikke være grønne, nu tager vi en taxa”. Vi synes ikke det er gået super stærkt. Det er jo et arbejde det hele. Jeg kan da godt forstå og jeg kan godt høre og jeg kan godt se på andre resultater at det ER gået stærkt. Jeg kan begynde at forstå, at Søpassagen er et glansbillede, men når vi går med er det, har vi jo det samme besvær og vi løber ind i de samme problemer. Så følelsen af fart er jo.. på en cykel det ene og i en bil det andet, ik? Det var måske lidt.. hmm. Ved sidste generelforsamling der havde vi hele den her vinduesløsning oppe. Noget er nødvendig renovation og noget er andet. Det er altid et spørgsmål omkring, hvornår vi skal tage det og hvornår vi ikke skal tage det og hvor meget skal man tage. Der havde bestyrelsen sat op at der er de her muligheder. Det kan vinduer på forsiden og ikke på bagsiden. Det kan være vinduer på bagsiden og ikke på forsiden. Det kan være vinduer på forsiden og bagsiden. Det kunne være den her slags vinduer eller den her slags vinduer. Der var nogle forskellige alternativer og bestyrelsen var mest stemt for den dyreste løsningen. For når vi nu var i gang med en proces.. fordi baggårdens vinduer kunne måske godt holde et par år til, men når vi nu alligevel skulle, kunne vi få hele byggeriet overstået på en gang. Og så kunne vi også få nogle nye vinduer der, som også var mere isolerende. Der var også det aller billigste: så køber vi slet ikke de her højisolerende vinduer. Vi køber et ok produkt, men nu gider vi heller ikke bruge flere penge på det, for nu har vi brugt mange penge på det der andet. Så var der det midterste projekt som var, at vi venter med at skifte de midterste ruder der, til det er nødvendigt for de kan godt holde lidt længere tid. Så skifter vi facadens vinduer til de allermest isolerende og støjsvage. Der var debat frem og tilbage. Det blev det midterste (løsningen, red.). Argumentet imod det store projekt var; det blev for dyrt. Her mister vi beboere for vi kan ikke lave en huslejestigning der så stor. Der var slet ingen stemning for det billigste. Det var der ingen debat omkring. Der var ligesom en konsensus; det var ikke nok, det kan vi ikke være tjent med. Det var lige som om: “der har vi altså en standard”, vil jeg sige. Men der var flere der argumenterede ud fra: “jeg kan godt tåle det, jeg kan godt betale pengene”. Men en folkepensionist der har oplevet en huslejestigning, kan ikke tåle endnu en stigning, der er så stor. Der var faktisk en del der argumenter der gik på bekymring omkring de svagere beboere i foreningen. Det synes jeg er positivt – at det ikke kun er efter eget ønske eller ud fra alt muligt… Nu kan jeg slet ikke huske spørgsmålet.
I: He he. Nej, men det er helt fint. Det er jo et lille retorisk trick, at vi nogle gange tier stille og så åbner det nogle gange nogle nye ting.
M: Det kunne I godt have advaret mig om he he.
I: Men du fortalte i telefonen, da vi snakkede sammen, at du blandt andet var flyttet hertil fordi du synes at Søpassagen havde nogle spændende projekter omkring CO2-neutralitet. Der er jo en handlemulighed som også står inden for den sfære der hedder overskud.
M: Og beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Det er jo klart at hvis det lå langt ude på landet, så ville jeg ikke flytte. Der er jeg ikke i mit liv. Det ligger et dejligt sted og har en dejlig adresse. Så det er jo en kvalitet. Det er en andelsbolig. I har jo hørt om svingende økonomier og lånene til dem kan være dyre. Man kan aldrig være sikker og der er dårlig økonomi. Søpassagen har en sindssyg sund økonomi. Den er blevet kørt godt gennem tiderne. Det er ikke det billigste sted, det er heller ikke det dyreste sted. De to ting, tror betyder noget. Hvis det havde ligget et andet sted og hvis det havde haft den forkerte pris, så havde jeg nok ikke været i stand til det. Det er nogle faktorer, nogle præmisser der skal være på plads. Jeg kunne nok godt have fundet andre steder, men jeg forelskede mig i stedet og jeg kendte allerede en der boede her. Det der med at komme ind fra gaden og se at her er rart. Folk går rundt og vander blomster og det betød meget. Og at se hvad der var blevet lavet. Det er måske flødeskum, for hvis ikke beliggenheden og økonomien, så var det sekundært. Men det var utroligt udslagsgivende. Jeg synes, at hver gang man går forbi en ejendomsmægler og er er billeder af husene, så kan man være sikker på at hvis der er en tagterrasse i nærheden af en lejlighed, så er der billeder af den. Det ved ejendomsmægleren ved godt at drømme de sælger. Forestillingen om det gode liv deroppe, det sælger, ik? Den forestilling har jeg fået opfyldt her. Det var som taget lidt ud af en annoncen: “dejlige landlige omgivelser i byen og smuk tagterrasse”. Selvom tagterrassen ikke var her, da jeg flyttede til. Hvis vi skulle sælge en lejlighed (nu sælger vi dem jo via venteliste. Folk er jo skrevet op i flere år, så vi har ikke haft en lejlighed ude på markedet i lang tid, vel?) Hvis vi skulle, så ville der være billeder af København by fra tagterrassen. Jo, det er følelserne omkring, det er tankerne omkring det. Det er mødet. Man kan mærke at her sker der noget. Det er helt tydeligt at folk i Søpassagen har lært hinanden og kende og har et eller andet til fælles.
I: Hvad er så dit råd til andre som gerne vil prøve at lave det her. Nu har du fortalt at du er i kontakt med forskellige organisationer osv., hvilke råd giver du videre?
M: Det er mange. Man kan selvfølgelig koge det ned til nogle punkter. Jeg tror eller vi tror, vil jeg hellere sige – det er jo taget herindefra – du skal sætte dig nogle realistiske mål. Nogle af dem skal være kortsigtede og nogle skal være langsigtede. Du skal huske at være glad, når de kortsigtede bliver opfyldt. Du skal have nogle håndgribelige mål. Vi har fået tagterrassen, vi har fået solceller. Folk elsker at sidde på tagterrassen og hver gang de sidder på tagterrassen, kan de se solcellerne. De to ting er koblet sammen i en bevidsthed om at det her, det er godt. Der skal være nogle håndgribelige mål. Hvis vi ikke havde tagterrassen, så havde vi bare haft solceller ladet som ingenting de næste 30 år og ikke tænkt andet end: “er de dyrere eller hvad gør de noget andet?” Vi kommer i kontakt med dem dagligt. Det bliver igen ligesom håndvasken eller vandhanen – en håndgribelig ting. Så: kortsigtede mål, langsigtede mål, realistisk mål, ærlige mål, håndgribelige mål. Du skal have tilliden og den kan du kun få ved at være ærlig, jeg prøver ikke at trække noget ned over hovedet på jer. Det her er en mulighed. Nu har jeg talt om det skal man gøre, men spørgsmålet er hvem skal gøre det? Det skal ikke kun være et diktat fra en bestyrelse. Det at kunne få involveret folk, det er sindssygt vigtigt. Selvfølgelig er det bestyrelsens opgave – de er jo bestyrelsen der kommer med de fleste oplæg. Det er meget sjældent at en beboer har sat sig ind i ting og kaster et stort forslag op og siger: “jeg vil godt lige have at I overvejer dette”. Det sker jo selvfølgelig en gang imellem, det er en mulighed, men ofte er det bestyrelsen der en mening op og gerne vil have andres mening omkring det her. Så deri ligger der et arbejde, så der skal nok også være noget, hvor der er mulighed for at deltage. Altså: “nu får du den her mulighed, hvis vi vedtager det på generelforsamlingen”.
I: Men kræver det ikke også meget tid fra bestyrelsen? Hvor meget tid ligger man egentlig i sådan en proces her?
M: Jeg tror det svinger fra person til person. Det skal man definere selv. Det var mere end hvad jeg troede. Noget af det er sjovt, noget er mindre sjovt, sådan noget bestyrelsesarbejde. Der jo også trivielle regninger fra håndværkeren eller det ene eller det andet. Der skal ligges nogle timer.
I: Det kræver nogle ressourcer?
M: Det kræver nogle ressourcer, men igen har vi været heldige der. Hvis man sidder i en lille bestyrelse, kan det godt være en meget svær opgave. Men også der, har vi været heldige. Søpassagen gjorde det i starten at man, i stedet for at bestyrelsesmedlemmerne, skulle ud og finde ud af: “hvor kan vi søge fonde og hvor kan vi søge tilskud”, så fik vi en konsulent til det. Vi besluttede at ansætte en til at løse den her opgave professionelt.
I: Til at komme ud og se på hvilke løsninger I kunne implementere?
M: Ja både til.. altså man kan kalde det en fundraiser i virkeligheden, ik? Vi havde alle de her tanker, facaderenovering, isolering på vandrør, vindmøller på taget, solceller og vandopsamling. Nu skulle vi så undersøge om det var teknisk muligt og hvordan skal det gøres, hvilke vinduer skal vi have? Vi har jo ikke fået en vindmølle på taget endnu, vi ved jo ikke om det er tænkt til det.. den proces med at få den, er i gang. Man skal blandt andet have en masse vinddata. Så skal man finde ud af: hvad er det for en mølle? Så skal man finde ud af om man kan fæstne den på taget eller om man skal have en anker helt ned i jorden. Processerne har vi hele tiden brug for hjælp til. Der har vi haft brug for en konsulent til at lave en plan for de nemme løsninger. Som siger: “det her er jeres muligheder eller det her kan ikke gøres eller det her vil kommunen aldrig sige ja til”. Så en konsulent der fungerede som en sorteringsmaskine i virkeligheden. Vi har jo stadigvæk på forskellige projekter, ingeniører eller arkitekter. Det bliver man nødt til at have. Men der ER meget arbejde for en bestyrelse.
I: Men I har ikke fået noget hjælp fra jeres klimakonsulenter fra kommunen. Har I ikke haft en kontakt med kommunen? Måske ville det kunne have lettet noget af jeres arbejde mht. tekniske løsninger.
M: Vi har haft meget kommunikation med kommunen, vi har haft meget glæde af kommunen, vil jeg sige. De kender os derinde på forskellige kontorer. Vi har også fået støtte af kommunen. Københavns Kommune har jo et mål om at blive CO2- neutrale og en grøn hovedstad. De har støttet os med solceller, de har støttet os med tagterrassen i et omfang. Og måske også i et større omfang end de næste og de næste. Alt andet lige er der nok en økonomisk fordel af at være de første. Fordi at, ja. Avangarden med.. hvis man har et ønske om at få de sidste med, skal man være sikre på at få de første i gang. Så vi har fået støttekroner. Det er hele tiden et spørgsmål om kommunikation, det er et spørgsmål om at have de samme ønsker, og det er en forhandling. Igen kan det komplicere tingene. Københavns Kommune støtter vores vinduesprojekt med 25%. Så har Københavns Kommune også et ønske om indflydelse på, hvilken slags vinduer det skal være. Københavns Kommune vil have at der skal være udluftning i vinduet, og vi vil have et vindue der også beskytter imod vejstøj. Det skal også være lydisolerende, og der har vi ikke været særlig begejstrede for at der skal være en ventilationsskinne, for så tænker vi at der kommer mere lyd ind. Når jeg siger “vi”, så er det faktisk “alle de andre”. Jeg er ikke så bekymret. Der har været et clash med kommunen der siger: “det er os der støtter jer, vi vil have noget indflydelse”. Det har bare betydet, at det har taget længere tid. Nu er vi begyndt.. jeg tror vi er lige ved at have godkendt vinduet og måske vi begynder at sætte op i næste uge. Det er proces.. hvis vi sagde: “vi vil da bare have nogle nye vinduer, vi går da bare ud og køber nogen”, så havde vi kunne have været i gang for halvandet år siden. Kommunikationen med kommunen.. kommunen er super motiveret for at støtte de her tiltag. Det er vores oplevelse. De kan være en rigtig stor hjælp ift. vejledning, rådgivning og inspiration. Kommunen har selv været på besøg ved flere lejligheder og har henvist andre til os. Sådan er det bare i de her processer, man må samarbejde omkring løsningerne. Så skal vi finde ud af hvilken løsning det er i stedet for – i stedet for “bare min løsning”. Det var igen et svar på halv time.
I: Men det var godt. Jeg kunne godt tænke mig at springe lidt i det og spørge om, hvilke segmenter der er med i de her processer. Du snakkede før om sociale aktiviteter, er det de sammen mennesker der dukker op hver gang eller oplever du også at der kommer nye?
M: Ej, det er de samme der dukker op til de enkelte arrangementer. Der er nogle ting, hvor vi kan være sikre på at det helt sikker er børnefamilier. Der er nogle ting, hvor det faktisk er de lidt ældre der kommer.. planterne ude på gårdsiden, det har børnefamilierne ikke tid til. Planterne ude på gårdsiden, det er de ældre. Nu siger jeg “ældre damer”. De kan ikke høre mig. Jo, så det er lidt forskelligt. Og der er også nogle der slet ikke er involveret i det. Der er nogen der bor og siger: “det er fint nok, det er andelsforeningen gør, men det er beliggenhed og pris.. det er stadigvæk fornuftigt”. Det er ikke deres motivation for det, det kan være andre ting, ik? De er nogen der slet ikke deltager. Det er en udfordring vi har talt om i bestyrelsen på det sidste – “hvilke tilbud kan vi lave der vil involvere flere?” En ting vi gerne vil have er at få lagt grønt tag på vores vaskehus herude i gårdhaven. Det vil jo igen. vi har fået faskine (en slags kasse i jorden, der opsamler regnvand, red.) herude. Der er jo både en aflastning af kloaknettet og der er en herlighedsværdi. Vi vil jo gerne have grønt tag derude. Fremfor at der kommer nogen og lægger det, vil vi gerne gøre det til en beboeraktivitet. Så nu skal vi finde ud af hvordan. Hvordan skal det se ud? Skal vi have nogen der kommer ud og fortæller os om hvordan og gør det sammen med os? – Lære os det, ik? Og hvem vil være interesseret i at deltage sådan en dag. Det er godt spørgsmål. Der er også muligheder med forårsløg derude. Det kunne jo være nogle børnefamilier der ville tage dem med op i lejligheden og se dem spirer og tage dem med ned og se dem blive plantet ud. Så det er proces. Du har dine egne blomster du har haft på dit værelse, du ved hvordan de gror ud og du kan holde øje med dem. Sådan nogle processer. Det er en udfordring. Det er noget vi står og kæmper med. Hvad kan være det næste skridt, ik?
I: Hvad er det næste skridt? Er det at motivationen fortsætter?
M: Ja. Hvordan kan vi fastholde momentum. Vi skal nok ikke regne med at få alle med. Der er også nogen: “det der CO2-pis, det kan rende mig, det er varm luft”. Der er også nogen af dem der er begyndt at sige: “det er varm luft, men det er også meget sjovt”.
I: Der var på et tidspunkt hvor I kørte med klistermærker på postkasser, hvor man kunne se hvem der var særligt klimaaktive og f.eks. fået skiftet elpære osv. Har I stadig dem (klistermærkerne, red.)?
M: Ej, de.. Der var en konkurrence om hvem der kunne spare mest el på korteste tid. Der fik vi nogen til: “HEY! Det her det er sjovt”. Så det blev lige pludselig en stor motivation og det var lige efter vi havde haft konsulenter igennem, som havde gået hele huset igennem med: “her bruger du meget el, og her bruger du så meget el og når dit fjernsyn står standby, så bruger det så meget”. Så folk var meget opmærksommen på at: “der var lige der og der var lige der”, ik? Der var nogen muligheder for at spare. Så der var en konkurrence og da konsulenter havde været forbi, kunne man få den her på postkassen. Der vil lidt med: “nåh, hvorfor har du ikke fået et klistermærke, det burde du også” eller: “du er også en superduks fordi du har sådan et klistermærke”. Det kunne være lidt provokerende – begge veje faktisk. Det var måske ikke særlig motiverende for dem der var modstandere. For hvis jeg nu ikke har et klistermærke, så skal jeg også til at indrømme noget. Så vi har ikke kørt med det mere. Den der ulempe ved at synliggøre eller skabe to hold, som kunne skabe en følelsen af modstand. Det var ikke særlig motiverende. “Det er sådan en duksedrengsordning” – ville det ene hold sige, og “det udstillede det hold der ikke ville være med”, ville det andet hold måske sige, ik? Det var i hvert fald: “hvis du ikke er med er du mod os, og hvis du er mod os er du også mod os”. Banke mod hinanden, ik? Det synes vi ikke var godt.
I: Hvor lang tid gik der ca. før I pillede dem ned igen?
M: Det ved jeg faktisk ikke. Jeg ved ikke om det holdt et halvt år. Der var sådan en ambivalens i det.
I: Hvordan kunne I mærke at der var det?
M: Snakken! Det var simpelthen hvad folk sagde. Der jo nogle forskellige samtalezoner, hvor alle holdninger de mødes på en eller anden måde, ik? Der er nogen der får alle inputs. Der er nogen der primært vil være positive og andre der vil være en del af “det-var-da-også-noget-lort-zone” og nogen vil være i en midtezone. Vi kunne høre på vandrørene at nogen synes at det var for dårligt at andre ikke kom i gang og andre synes at vi alle sammen… Der var sådan lidt tvang i det. Der var nogen der følte sig skubbede eller pressede: “du skal da også lige have et klistermærke, du vil jo gerne” eller: JEG synes du skulle have dit klistermærke”. Signalværdien var ikke..
I: Vi har været lidt inde på det før med interessen for klimaet. Er der nogen der efter projekter har fået en større interesse for det og om du kan mærke at folk er begyndt at hælde mere efter det f.eks. forbrug og har fået en større bevidsthed omkring det? Bliver det også en samtaleemne der fører noget med sig?
M: jeg tror at det har medført en mere bevidst handling i andre sammenhænge også. Et projekt jeg meget gerne vil lave er en delebilsordning. Den ville kunne vise hvor stor en interesse der er. Der er jo rigtig mange herinde i byen.. og det er jo ikke særlig smart at have en bil herinde, men det er dejligt at have friheden en gang i mellem. Det vil kunne vise interessen og hvor langt det går ud. Der er der nogen der har sagt, at hvis der var en delebilsordning, så ville vi skifte vores gamle bil ud. Fordi det er jo lidt frås for vi kører jo bare i IKEA en gang i mellem. Så til de samtaler har jeg følt det lidt. Men også når jeg går i butikken: “jeg har min egne pose med, der er jo ingen grund til..”. Det er både de store ting og de små ting og når man kigger ud i vores gård og ser sorteringen og ser komposteringen. Hvis man ser ind i vores indkørsel, det ser lidt rodet ud, men det er altså vores byttemarked. Hvis jeg har et eller anden som jeg tænker andre kan bruge, så kommer det derover. Så sætter man det derover. Der kan være alt fra bøger, møbler, videoer, gamle sko osv. Der har vi lavet en ordning, så gårdmanden, efter det har ligget et stykke tid, vurderer om det er noget der bare skal smides ud eller om det skal bruges til noget helt andet. Der er også et element af det – en udveksling af ting i det. Fremtidsforskere vil sige at i fremtiden, der deler vi mere eller låner af hinanden. Der er et lille element af det der.
I: Er der en eller anden grøn identitet med at bo i foreningen her?
M: Jeg siger altid: “det er Danmarks første CO2-neutrale andelsboligforening”. Det siger jeg hver gang. Det starter en samtale om: “hvad er det der CO2 egentlig?”. Jo! Jeg fremhæver det.. jeg siger det som det første: “det er Danmarks første..” (“Men hvor ligger det henne?”) “..CO2-neutrale andelsforening”. Der er en stolthed over det. Det er ikke bare et sted jeg bor. Der er mange der har den her identitet og den her tanke omkring stedet.
I: Så du har et verbalt grønt klistermærke?
M: He he, ja. Jo jo. Jeg er for det. Det er svært for man tænker hele tiden vi er kun her og vi kan komme helt derop. Lige gyldigt hvor højt vi kommer, kan det altid gå bedre. Jeg mener det er meget vigtigt at vi faktisk er stolte af der, hvor vi kommet til og hele tiden kan man putte på. Det er måske nok mere en livstilgang end det lige er relevant her. Jo, der er en speciel bevidsthed omkring de mål vi har lavet og stolthed. Om ikke andet så har folk en fornemmelse af at: “okay, hvis jeg skal sælge det her en dag, så er det også mere værd”. Der er jo masser af interesse, der er folk der skriver sig på venteliste fordi de opdager stedet, og ligesom jeg gjorde, blev fascinerede af denne her profil.
I: Meget fint, jeg har ikke forfærdelig meget mere. Jeg tror faktisk vi har været det hele igennem.
